Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1960, Blaðsíða 166

156
utvivlsomt søges i Norge. Man tager næppe fejl ved at antage, at
denne form for veltalenhed særlig har været dyrket ved gildesam-
menkomster, hvor man drak de forskellige helgeners minde (jfr.
Maurice Cahen, Études sur le vocabulaire religieux du vieux-scandi-
nave. La libation, 1921). Det kan f. eks. nævnes, at i den norske
gildeskrå fra Trondheim som G. Storm udgav i Sproglig-historiske
Studier tilegnede Professor C. R. Unger, bestemmes (s. 219) at »aller
menn skulu jnni vera er firir er mælt Mariu minni ok at Petrs minni
ok at allra hæillaghra minni ok at Olafs minni«; senere nævnes også
»Krist minni«. Udtrykket mæla firir minni forudsætter en formdli,
en tale i faste vendinger, en formular.
Det er naturligvis ikke meningen at påstå, at bryllupstalerne i
deres helhed skulde gå tilbage til norske forbilleder, men kun at man
på Island har bygget videre på et grundlag, som man havde fået fra
Norge. En gennemgang af allittererende udtryk med li foran l og r
viser, at i langt de fleste tilfælde forudsættes h-ets tilstedeværelse,
som i islandsk: med hiarta hreinv I 7-8, IV 20, V 25, hryggist menn
eigi enn hlæi J)o uarliga III 22-3, hlydi hver avdrvm ok hæfisliga
epter kuedi III 31-2, hiartaliga heidra ok hreinliga vegsama V 5,
med hreinligumm hornvm ok sæmiligum silfur kervm V 21-2, af
heilum huga gefner ok hreinne ast VII 65, til heils hvgar ok hrenar
astar VII106. Derimod hedder det: hratt ok rifliga, fliott ok fimliga,
skiott ok skavrvgliga I 3-4. Parallelismen bliver endnu mere gen-
nemført, hvis »hratt« læses på norsk vis som »ratt«.
Norske bryllupsskildringer har man først fra sen tid, efter at den
middelalderlige tradition var udvisket. Det var køgemesterens op-
gave at holde forskellige taler, bl. a. skulde han lyse fred over brude-
gildet og »segja upp laget« (Nordisk Kultur XX 72-3 og 81), jfr.
her talerne II og VIII. Hovedtalen skulde holdes da brudegrøden
kom på bordet (op. cit. 74). Af sådanne grødtaler, som kunde være
på vers, findes enkelte trykt (Ivar Aasen, Norske Minnestykke, 1923,
s. 169-74; Gamle visor og kvedor samla av Nils H.Magerøy og Arne
H. Magerøy, 1943, s. 50-51); de anslår humoristiske toner og har
ingen lighed med de gamle islandske.
Ejendommelige for de islandske bryllupstaler er de gentagne op-
fordringer til de tilstedeværende om at synge eller recitere vers under
festen; man skal »tona vpp uisvrnar hratt og rifliga« (I 3), »vera ...
uisv kater« (I 4), »syngia vpp uisvrnar« (I 7), »syngia uisvr edvr