Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1960, Blaðsíða 93

83
sons udgave VIII-IX, Seip: Paleografi i Nordisk Kultur 28 B s. 87).
Finnur Jonsson har benyttet fragmentet i sin udgave under mærket
C, der dækker siderne 10422-10622, 12217-12723 og 13712-13924. Den
beskrivelse Finnur Jonsson giver af håndskriftet er overmåde knap;
uden nærmere motivering hævder han, at håndskriftet uden tvivl er
islandsk.
Det kræver ikke stor fordybelse i håndskriftets ortografi at fast-
slå, at det skyldes to skrivere. Den ene, der her kaldes hånd A, har
skrevet blad l-2r27, den anden, der her kaldes hånd B, har skrevet
fra 2r27-4v. Skellet imellem de to hænder falder i udgaven side 12323.
Her skal nævnes nogle af de kendetegn, der gør at man kan skelne
imellem de to hænder.
Hånd A skriver et meget særpræget t, hvis øverste tværstreg ud-
går fra selve den let buede nedstreg uden at krydse den, hvorved
tegnet får meget stor lighed med c i visse andre håndskrifter. Lignen-
de t kan man finde i GkS 1812,4° III Bocarbot (se prøve hos Seip:
Paleografi 87). Dette træk er i sig selv nok til at adskille de to hæn-
der; men dertil kan føjes skriftens hele karakter og en række ejen-
dommeligheder for hånd B, som ikke genfindes hos hånd A.
Hånd B anvender i udstrakt grad tegnet æ for e og é svarende til
hvad man finder i norske håndskrifter. Hånd B skriver også au for g
selv i diftongen io (miauc). Som interlinear forkortelse for ra anven-
der både hånd A og B omega-tegnet, men B er ene om at anvende
pi-tegnet for ar. Ordet eigi skrives af hånd B på hele fem måder:
æi, æi, æg, æig, eg, mens hånd A nøjes med en: eig.
Stiller man de to skrivehænders vaner op imod hinanden er det
ikke svært at karakterisere dem i forhold til hinanden. Hånd A har
den islandske skrivers kendetegn, hånd B derimod er norsk eller
norskpræget. Det er hos hånd B at sprogformen iak for eJc forekom-
mer, mens der på tilsvarende sted i 519,4° skrives ek (Udg. s. 13 759,
jfr. Seip: Norsk Sprh.2 s. 194).
Det ville være urimeligt her at gå nærmere ind på problemet om
norvagismer i dette fragment. Det skal løses i forbindelse med en
gennemgang af hovedhåndskriftet AM 519,4°, der indeholder en
hel række af norvagismer, som ikke tidligere er blevet draget frem.
Norvagismer findes også i de to håndskrifter, der danner en sær-
gruppe, AM 226, fol. der har mange norske træk, og i Holm 24,4°
(perg.) der kun har spredte norske træk. De to sidstnævnte er de