Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1960, Blaðsíða 377

355
hul i pergamentet foran at); 20435 ok prédikar, 1. predicadi; 20533 ... mestur,
1. (sandsynligvis) pla ( = postula) messur (jfr. 2042 2058; af det første ord
ses kun de nederste spidser); 20613 allir senn. Biskup, 1. aller. enn biskup
(skr. bp); 20616 Sira, 1. son; 20620 mælti, sikkert sål.; 20621 sundur, 1. j sundur.
Beskadigede ord: 2042 se[m hin]ar; 2043 [djaginn; 2058 s[k]ulum; 2059
-gio[r]ningum (tredje bogstav måske e); 2069 fatæk[wr].
Enkelte ordformer og skrivemåder: 2032 godgemigum (der ses ingen nasal-
streg over i); 2037 Jjurfasta; 20310 blezada (sål. også senere) ... pro thomar-
tiris (eller thomamris, skriveren har ikke forstået ordet); 20414-22 Jjessarri (der
synes i begge tilfælde at stå en prik over r); 20433 feil; 2051 fyrer (ellers for-
kortet) ; 2053 aungrar; 205u modr; 20517 at; 20526 quinciani . . . siehiley; 20533
midsaptans; 2063regstre; 2064 badi; 2065 godz; 2067 meiszlum . . . alldri; 20610
aulmuso; 20614 aunguan ... erehi-; 20615 litz .. . kotkalla; 20619 mennemer.
Endelsen -r, -ur gengives i udgaven som regel som i håndskriftet; dog har
dette 20427-29 dagr, 20518 sidr, 20529 dagur, 2061 madur; 20614 klerkrinn; 20617
godr; 20618-21 hlutråm. Hvor udgaven har ft, har håndskriftet pt.
Med hensyn til fragmentets retskrivning kan bemærkes, at der
forekommer både ok og og, ek og eg. Diftongering af é udtrykkes i
sier, hier (og her), uier. Der skelnes mellem Ild og Id: hallda, elldi,
ualldi; fiolda, poldi. Endelsen -er skrives kun med e, men ellers er i
den hyppigste vokal i endelser; dog skrives én gang bpeh (= bisk-
upenn), endvidere læresueina, himerikis, og en halv snes gange -e
i udlyd: uatne, uisse, snere, atte o. s. v.
Navnet på bl. 2v er beskadiget og delvis ulæsebgt, vistnok ». . . .
Erbndar son« (ikke »Erlendur«),
I Jon Clafssons gamle katalog fra 1730 (AM 384 og 456 fol)
beskrives 696 4to således: »Ur Piningar Historiunne. Gomlum Predik-
unum. Duggals leidslu og ymsu odru heilogu Permentsblada fasci-
culus. utan å er skrifad: osorterud fragmenta.« Fragmentsam-
lingen går således tilbage til Arne Magnussons tid, og der er intet
der tyder på, at den senere er blevet forøget. Kålunds datering,
14/9 88, på omslaget til fragm. XXIX betyder ikke, som formodet
i Skirnir, at ban på denne dag har indlemmet fragmentet i 696.
Tilsvarende dateringer, begyndende med 8/9 og sluttende med 15/9
88, findes ved hvert enkelt fragment i 696 og betyder blot, at
Kålund i disse dage har gennemgået fragmenterne og bestemt deres
indhold.
J. H.
L