Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1960, Blaðsíða 168

158
drotkvædet strofe om hver af de tretten apostle, Paulus iberegnet
(Skjaldedigtning II A 509-11, IIB 559-62). Efter hver strofe følger
en tolinjet tilføjelse om, at forsamlingen (folk alt, sveit 9II) nu vil
drikke den omtalte apostels minde; disse linjer varierer, men rimet
inni: minni er fælles for dem alle, f. eks. »Hier er helgat inni | haleizt
Thomas minni«, »Fare hier med fagnad inni | Filipus postula minni«
(jfr. V 19-20: jteirrar saumu mætuztu meyiar minne, |md er hier nu
byrlad og blezad inni). Her er det tydeligvis det drotkvædede vers,
som træder i stedet for den sædvanlige formåli. Det andet digt
handler om den hellige Cecilia (Islenzk Mi5aldakvæ5i II 342-6); det
afsluttes med et drotkvædet vers, samt en tolinjet tilføjelse af nøj-
agtig samme slags som i det første digt: »Fari hier med fagnad inni |
fru Ceceliu minni«. Der kan i øvrigt henvises til II. Meissners afhand-
ling Minnetrinken in Island und in der Auvergne i Deutsche Island-
forschung, 1930, s. 232-45.
Leksikografisk byder bryllupstalerne på adskilligt nyt. Her skal
blot nævnes verbet einskæla I 9, som ikke findes i islandske ordbøger,
men som endnu i forrige århundrede var i brug i Sætesdal. »Der var
Drikke heile Dagen. Det jamne var at dei »skaala«: daa drakk alle
av same Skaali, og den gjekk rundt. Men der var eitt Bil kvar Dag
som dei »ei’skjælte«: daa drakk kvar Mann av si Skaal — noko smaa
Skaaler dei kalia »Ei’skjæls-koppa«; dei tok ein Pæl um Lag. Det
var so greidt aa einskjæla; daa fekk alle like mykje, av di dei auste
i med ein Maalkopp. Og so var det Uraad aa svika seg undan daa,
av di dei hine sa til, barre ropa paa Na runet. Skjenkjeskaali tok upp
til fire Nottung. Hadde dei so einskjælt ut, tappa Tapparen i att —
det var han som stod for Tunna. So tok dei til Tappar ein gild Mann
allstødt, og maateleg raust« (Johannes Skar, Bygdeliv, Gamalt or
Sætesdal IV, 1909, s. 90-91). I en note forklares »einskjæla: øse
op Drikken i smaa Skaaler — én Skaal, »Ei’skjælskopp«, til hver
Mand for sig« (se også Maal og Minne 1926, s. 106 ff., 1927, s. 80, Norsk
Riksmålsordbok: einskilskopp). Efter dette skulde »einskæla hornid«
betyde, at hver mand fik sit eget horn at drikke af, eller i hvert
fald at drikken blev udmålt med lige stor portion til alle.
I den følgende gengivelse af bryllupstalerne i 685a adskilles de
enkelte taler ved romertal, som ikke findes i håndskriftet. Alle
kommaer i teksten er indsat af udgiveren. Håndskriftets eneste