Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1960, Side 99

89
mere rede for nogle af de betydningsfulde forskelle i retskrivningen
i del I og del II af de bevarede blade af Jofraskinna.
Ib. Et karakteristisk træk i del I (blad I-III) er dobbeltskrevet
(og undertiden overprikket) n foran d og i nogle tilfælde også foran
g. Finnur Jonsson nævner otte eksempler på dobbelt n foran g (indl.
XVII) og foran d er dobbeltskrivning en regel, der dog ikke er uden
undtagelser (XVIII). I del II, resten af Jofraskinnabladene, fore-
kommer denne dobbeltskrivning også, men kun i de linjer, hvor der
også skrives ce for e og i det afsnit, der anvender overprikket k for lck,
to afsnit, der kan udskilles, fordi det kan godtgøres, at de ikke er
skrevet af den skriver, der bar ført del II i pennen. Dobbeltskriv-
ningen af n i de nævnte stillinger kendes iøvrigt ikke i del II.
2b. En anden forskel imellem del I og resten er den, at der i del
I skrives -kk- (47) og k (29, hvoraf de 14 i udlyd). Fem gange skrives
der -k- (for kk), kun sjældent le (2). I del II skrives der i reglen le
og kc, undertiden -kk- og i udlyd -k.
Det er to helt forskellige skrifttraditioner, der afspejler sig i disse
stavemåder. Del I går i klasse med de norskprægede ^^-håndskrifter
med varianten overprikket k, del II derimod i klasse med de island-
ske håndskrifter, der er præget af de tegn der anbefales i den første
grammatiske afhandling.
3b. Både i del I og del II finder man lang Z-lyd dobbeltskrevet,
men i del II finder man eksempler på, at skriveren i linjeudgang
griber til det pladsbesparende tegn for langt Z, der anbefales i den
første grammatiske afhandling. Dette tegn anvendes altså kun som
betinget variant. Også i overskrifterne findes dette tegn anvendt,
da de har skullet knibes ind på den knappe plads, der var levnet til
dem.
Andre gange kan skriveren af del II godt skrive -Il i linjeudgang
(4 eks.). For skriveren af del I har denne pladsbesparende variant
ikke været aktuel, han havde haft brug for den både lrb og lvb,
hvor ord med dobbelt Z skyder langt ud i margin. En sådan anven-
delse af etage-Z som betinget variant er kendt fra andre håndskrifter
fra tiden omkring år 1300.
4b. I del I og del II skrives ordet peir oftest efter forskellige prin-
cipper. I del I findes pR, Pr og p (sjældent pæir, peir, Pr og p plus
forkortelsestegnet for -er). Variationerne overstiger altså hvad Codex
regius opviser (Lindblad: Stud. i Codreg. s. 58). I del II skrives der