Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1960, Qupperneq 108

98
9-lyden med et rundt d, hvis hovedstav er bøjet i et sving bagover
til højre og nedad; hernadi lv, MfdAngiar 2r, ydr 2r, andet d i
slcylldadr 2r. I islandske håndskrifter viger anvendelsen af 6 i
løbet af 1. halvdel af 14. århundrede, således at rundt d efter ca.
1350 er den almindeligste betegnelse for begge d-lyd, idet der dog
i den følgende periode her og der træffes en på forskellig vis modifi-
ceret form af rundt d i spirantisk funktion4 5. — Der findes kun
eksempler på insulært / af den yngre type med begge histavene
bøjet ind i buer mod hovedstaven8. — Der er ingen eksempler på
insulært v6. — Fragmentet har kun 2 eksempler på majuskel be-
tegnende dobbeltkonsonant: annan nom. sg. m. Ir, 2v7, medens nn
i nogle tilfælde skrives som n med prik over. — Forkortelsen for ok
er gennemstreget z, og med skrives mj eller m ;8.
Til karakteristik af fragmentets sprogform kan anføres, at ud-
lydsvokalerne i og u (skrevet v) er stærkt dominerende, idet i er
konsekvent gennemført og o kun forekommer undtagelsesvis. —
Mediopassivendelsen er overalt z (superlativ forekommer ikke). —
Lydforbindelsen vd er bevaret urundet i varn herra lr, sva Ir
(2 gg), hvart 2v. — Der skrives t for ældre d efter k: vanrækt lr,
sekt lr, lv. —- Lydforbindelsen Id og II skrives med dobbelt l i
følgende tilfælde: allt lr, 2r (2 gg), mishalldni lr, gripdeilld lr,
helldr adv. lv, skylldr lv (2 gg), skylldir lv (4 gg), fvllting lv,
alldr lv, hallda 2r (2 gg), skylldadr 2r, helldr præs. sg. 2r, skylld-
bvndinn 2r, Idgskyllda 2v, gvdspiallzins 2v, elldi 2v, men derimod
med enkelt l i: mælti lr, 2r, 2v og stvld lr. — Der er kun få eksem-
pler på dobbeltskrivning af n (skr. n) foran d og t: minnti lv,
domanndinn 2r, domenndr 2r. — Diftongeringen eng > eing er beteg-
net, såvel foran i som i anden forbindelse: feingit lr, Emgi 2r,
feingnvm lr, eingan lv, Eingan lv. — Der skrives aptr lr, eptir lr,
lv (2 gg), 2v, heipt lr, gvdskrapti lv, diofvlskrapti lv. — Sprogformer
som Ivta gen. pi. (for hluta) lv, sinni signadv tvngv 2r og Ivti acc. pi.
(for hluti) 2v, der skyldes almindelig norsk indflydelse, forekommer
også jævnlig i andre rent islandske håndskrifter. — Den disjunktive
4 Ibid.
5 Ibid.: 72, 118, 139.
6 Ibid.: 140.
7 Ibid.: 80, 143.
8 Ibid.: 143.