Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1960, Side 134

124
hvervelse af (3lafur Gislasons papirhåndskrifter, eftersom der ikke
på anden måde synes at kunne etableres nogen forbindelse mellem
Olaf ur Gislason og Arne Magnusson, men mere end en ubekræftet
formodning kan det dog aldrig blive.
De 24 håndskrifter som er forsynede med den omtalte proveniens-
meddelelse er alle med undtagelse af numrene 552f og 564b skrevne
med samme (kursiv)skrift, som tillige genfindes i 4 andre papir-
håndskrifter af samme format og udseende i øvrigt, nemlig 292,
565b, 591g og 554g. Skriveren har ved slutningen af 2 af disse ialt
28 håndskrifter, nemlig 459 og 381, anført sine initialer, O. G.; i
459 står: »A° 1687. O. Gs. jaacke ]ieir sem hlyddu.« I 381: »A° 1688.
20 Jan. Jpacke Jjeir sem hlyddu OG. Ser.« Desuden står i 591b: »jpacki
]>eir sem hliddu. 1688.« Skriveren synes således uden tvivl at måtte
identificeres med håndskrifternes tidligere ejer. At dette er rigtigt
bekræftes yderligere gennem Brynjolfur Sveinssons brevbøger (AM
268-81 fol); i dem genfindes nemlig papirhåndskrifternes hånd med
Olafur Gislasons underskrift forsynet med et »m.e.h.«, ofte står hans
navn sammen med flere andre underskriveres og da næsten altid
som det sidste, hvilket må tages som et yderligere tegn på, at netop
han er skriveren. Han ses at have fungeret som biskoppens sekretær
fra nytår 1666 (det første skrevet af ham findes i AM 277 fol, p. 106
og er dateret 4. jan. 1666), og gennem årene 1666-74 er hans hånd
en af de hyppigst forekommende i disse års brevbøger (AM 277-80
fol). Han har altså udført sekretærarbejde også efter at være blevet
domkirkepræst i 1672, og først 1674 ophører han hermed, nogen tid
inden han modtog præsteembedet på Hof (det sidste skrevet af ham
findes i AM 280 fol, p. 584-85 og er dateret 10. maj 1674). Hans
skrift kan i brevbøgerne falde ret forskellig ud, hvad der ikke er
mærkeligt, da det er skrevet i hans ungdomstid, hvor skriften endnu
ikke har fundet sin endelige form, medens papirhåndskrifterne er
skrevet en 15-20 år senere; dog kan også disse enkelte gange frem-
vise afvigelser, om end kun ubetydelige, fra skriftens normale ud-
seende: den er almindeligvis stejl, men kan undertiden i farten blive
ret skrå (se især 591g, bl. 7r-8r), almindeligvis er den lille, men un-
dertiden bliver den, ret umotiveret, pludselig større (smign. 552g,
bl. lv med bl. 2r og 552c, bl. Iv - midt på bl. 3v med slutningen af
bl. 3v og 3r). I brevbøgerne er Olafur Glslasons skrift oftest stor og
bred, med rigelig margin og afstand mellem linierne; der har tyde-