Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1960, Side 161

Islandske bryllupstaler fra senmiddelalderen.
Ved Jon Helgason.
Pergamenthåndskriftet AM 685a 4to har formentlig oprindelig
bestået af et enkelt læg på otte blade, men det første blad er skåret
ud; bl. 7 (oprdl. bl. 8) er derefter enkelt, medens 1-6 (oprdl. 2-7)
hænger sammen to og to (1 og 6, 2 og 5, 3 og 4). Teksten slutter bl. 7r
nederst, og 7v er blankt; dette er tydeligvis håndskriftets oprinde-
lige slutning. Bl. 3 er smallere end de andre. Der er i teksten flere
overstregninger og rettelser, foruden adskillige fejl som ikke er ret-
tede. Overskrifter forekommer ikke og der er åben plads til alle
initialer (i det følgende aftryk suppleres de manglende initialer uden
bemærkning). I nedre margin på de fleste sider er der dyrefigurer,
der nærmest må bestemmes som ubehjælpsomt tegnede og noget
fantasifuldt udstyrede hunde; også på bl. 7v er der tre tegninger,
men det er vanskeligt at afgøre hvad de skal forestille. Øverst på
de enkelte sider er der gudelige anråbelser, som synes at være med
skriverens hånd: iesus maria ana komi til (lr), jesus maria (lv, 2v,
7r), iesus mar a (3r), jesus mar (3v), jesus (4r), anna (4v), iesus
(5v bis), iesus maria honum sie lof (6v).
Håndskriftet indeholder otte taler, der skal holdes ved en bryllups-
fest; af den første, hvis hoveddel har stået på det tabte blad, er kun
slutningen tilbage. Det fremgår tydeligt såvel af talerne som af de
nævnte anråbelser, hvor Maria og Anna optræder ved siden af Jesus,
at håndskriftet stammer fra den katolske tid, altså allersenest fra
ca. 1550. Kålund daterer det til ca. 1500, men det er tvivlsomt om
det kan være så gammelt. Særlig må nævnes, at verbet mega har fået
ei i rodstavelsen (i lighed med eiga), men denne form er hidtil ikke
påvist før noget inde i det 16. årh.; det nye testamente 1540 har
kun mega, men i bibelen 1584 er meiga den hyppigste form (Bibi.
Arnam. XVII, s. 47).