Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1960, Page 162

152
Om stedet for håndskriftets tilblivelse kan det muligvis give et
fingerpeg at formen vængi, akk. pi. af væng(u)r, en gang (II 39)
skrives ungi (med n over u), hvilket efter normale forkortelsesregler
må læses uangi. Udtaleformen vangur [vaggYr] for normalt vængur
[vaipgYr] kendes i vore dage fra Vestfjordene, men har i det 17.
årh. formentlig haft større udbredelse i det vestlige Island. I AM
67 8vo, som er skrevet 1664-5 af præsten Jon Gubmundsson til
Helgafell (senere StaSarhraun), skrives fuldt ud vange, akk. pi., bl.
33r. Denne Jon GuSmundsson var født og opvokset på Dæfusteinn
yderst på Snæfellsnes. En til vangur svarende dat. pi. vongium
forekommer på bl. 23v i Lbs. 1221 4to, som skal være skrevet af
Oddur Jonsson fra Fagurey i BreiSafjord (f 1877).
Håndskriftet er indbundet i gråt papbind. Udenpå står med Han-
nes Finnssons hånd: »At segia fyrir minnum og gridum«, en over-
skrift som bygger på det gamle katalogs (AM 384 fol.) betegnelse
af indholdet: »ad segia fyrer minnum«.
De otte taler er af følgende indhold:
1. Tale ved sankt Martins bæger. Begyndelsen mangler, men det
er sandsynligt at denne tale har været den første, da der i indled-
ningen til den følgende tale (II 3) henvises til den som »gott vpphaf«.
Måske har det tabte blads rectoside været blank, medens talen
begyndte på versosiden. I forbindelse med denne tale er der grund
til at minde om, hvad Odd munk fortæller, at den hellige biskop
Martinus en nat viste sig for Olaf Tryggvason og ønskede at man for
fremtiden skulde drikke hans skål ved gilder, i stedet for de hedenske
guders, som man hidtil havde gjort (Saga Olafs Tryggvasonar af
Oddr Snorrason munk, udg. af Finnur Jonsson, 1932, s. 94, Editiones
Amamagnæanæ I, 1958, s. 304-5).
2. Velkomsttale til gæsterne. Heri indgår en gribasetning, som
for en stor del stemmer overens med de gamle grib amal (tryggbamål)
i Grågås, HeiOarviga saga og Grettis saga (jfr. Eddica Minora nr.
XXV og Dipi. Isl. II s. 48 og 659, W. H. Vogt, Altnorwegens Ur-
fehdebann und der Geleitschwur, 1936). Et forbud mod at betegne
brudeparret anderledes end som brudgom og brud så længe festen
varer (II 18-20) findes også i de yngre islandske bryllupsbøger (jfr.
nedenfor) og kendes tillige fra Norge: »brudeparets navn var tabu