Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1960, Page 361

Duen uden galde.
Et forslag til en tekstrettelse i Dunstanus saga.
Af Hans Bekker-Nielsen.
En oldkirkelig forestilling om, at duen — sindbilledet paa ren-
hed og uskyld — ikke har nogen galde og derfor er uden svig og
ondskab, var temlig udbredt og findes blandt andet hos to af de
store latinske kirkefædre Augustin1 og Gregor 11 2. Med mellemrum
dukker forestillingen op igen i middelalderens latinske lærdoms-
litteratur, og i sit Speculum Doctrinale diskuterer Vincent af Beau-
vais teorien om duen uden galde med henvisning til Beda3. Den
formodede ejendommelighed i duens fysiologi passede i øvrigt sær-
deles godt sammen med dens anvendelse i teologiske skrifter som
symbol paa helligaanden — en anvendelse som gaar tilbage til Det
nye testamente.
Forestillingen om den galdeløse due har saaledes haft en ikke
ringe udbredelse, og at den ogsaa har været kendt blandt nordiske
teologer i middelalderen, kan ses i de to store bevarede, norrøne
homiliebøger, hvor duen flere gange prises for sin mangel paa galde4.
Med denne ældgamle teologiske forestilling om duens natur som
baggrund kan den følgende, dunkle passage i Dunstanus saga maaske
oplyses og en beskeden tekstrettelse motiveres:
»sem hann sagdi joessi ord. ecelesiam tuam pacificare et cetera.
steig heilagr annde j ueniuligri liking *gallaus fugls snio huitrar
1 F. eks. i Sermo LIX, Nova Patrum Bibliotheca (Mai’s udg.), I, Rom 1852, s. 118;
den nyere Augustin-forskning har i øvrigt draget denne prædikens ægthed i tvivl,
uden at man dog har kunnet paavise dens forfatter, se Miscellanea Agostiniana,
Rom 1930, s. 733.
2 Migne PL, LXXVI, Paris 1872, sp. 1094.
3 Speculum Doctrinale, 15. bog, kap. 154. Douai 1624.
4 Homiliu-Bok (udg. af Wisén), s. 80, svarende til Oamal norsk homiliebok (udg.
af Indrebø), s. 59. Endvidere s. 158 i førstnævnte og s. 64 i sidstnævnte udgave.