Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1960, Síða 366

344
katalogen, men nej. Det beskedne dobbeltblad benævnes »Lifssaga
Jesu«; og samtidig med at forvirringen er blevet øget, er mistilliden
til breviar-teorien blevet forstærket. To betegnelser af vidt forskellig
karakter for samme tekst er vist for meget af det gode, saa et nyt
navn maa skaffes til veje.
Ved at betragte 667 isoleret vilde man ikke tøve med at kalde
skriftet, hvorfra fragmentet stammer, for en perikopebog, men ind-
holdet af det beslægtede fragment, 655, umuliggør en saadan beteg-
nelse, da dette fragment udover de fire perikoper indeholder de tre
stumper om helgener og det homiletiske rids til 3. fastesøndag. Den
tilsyneladende sammenblanding af forskelligartede tekster -—- som
ogsaa træffes i de to store homiliebøger, den norske og den stock-
holmske — kan vel bedst forklares ved, at skriftet har været tænkt
som et hjælpemiddel for prædikanter — en homiletisk haandbog til
brug i fastetiden.
Endelig maa et paafaldende træk nævnes. De tre helgener, som
har fundet optagelse i skriftet, havde alle tilknytning til Benedik-
tinerordenen. Især Cuthberts tilstedeværelse — hans fest fejredes
ikke i hele kirken — synes at tale for, at skriftet er blevet til i en
kreds, hvor han blev æret som helgen, og det er derfor nærliggende
at regne med, at det, i den skikkelse det har i 655, er udgaaet fra et
af de islandske Benediktinerklostre.
H. B-N.
4.
AM 672,4° — en skyggetilværelse.
Der er et håndskrift i Den Arnamagnæanske samling, der på en
mærkelig måde er blevet stedmoderligt behandlet. Det er AM 672,4°,
et skindhåndskrift fra det 15de århundrede. Således oplyser Årni
Magnusson, at håndskriftet tidligere har været i Skålholtskirkens
eje uden dog at have stået i nogen bogfortegnelse der. Denne skygge-
tilværelse har hidtil været håndskriftets skæbne.
I Kålunds katalog opgives indholdet at være bl. l-55r Parva pars
oeuli dextri sacerdotis — en håndbog for klerke.
Bl. 55r-62v omfatter ni specificerede småstykker om forskellige
helgener, et afsnit om fasten og et om messen (nu trykt i Kolsruds
udgave af Messuskyringar) og lignelsen om sædemanden er med en