Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1960, Síða 370

348
tolvte århundrede, men teksten gør indtryk af at være efter-gra-
tiansk. Stykket er optaget også i Hauksbok, og i indledningen er det
rigtigt tilskrevet Goffredus de Trano (død omkring 1245). Stykket
findes i hans Summa Decretalium, en bog der er blandt de bøger,
der fandtes på MoQruvallaklaustr i 1461 (Dipi. Isl. V 288). Se Finnur
Jonssons indledning til Hauksbok CXXV. og om Goffredus de Trano
Schulte: Die Geschichte der Quellen und Litteratur des Canonischen
Rechts (Stuttgart 1877) 87 ff.
6. 85v-88 svarer til 626,4° 16v-21v og handler om anger. I dette
afsnit er der tre lakuner i 672,4°. Mellem bl. 86 og 87 må der mangle
ét blad og mellem bl. 87 og 88 må der mangle tre blade ifølge sam-
menligningen med 626,4°. Også slutningen mangler i 672,4°, men
teksten kan udfyldes ved hjælp af 626,4°.
Titlen på den første del af denne bog angives på bl. 55r som
Parva pars oculi dextre sacerdotis. Om denne har Paul Lehmann i
sin artikel Skandinaviens Anteil an der lateinischen Literatur des
Mittelalters (II, 19 1937) ud fra navnet antaget, at den er identisk
med en håndbog for klerke, der var udbredt i Tyskland i middel-
alderen, og som ifølge Lehmann måske har sin oprindelse der. Leh-
mann henviser i den forbindelse til to håndskrifter i samlingen af
latinske manuskripter i Miinchen. Ingen af disse to kan dog være
det direkte forbillede for den islandske tekst, dertil er de alt for
udførlige, men af indhold er de rimeligt nok nært beslægtede.
Lehmanns antagelse, at skriftet er af tysk oprindelse, er ganske
uunderbygget og svækkes derved, at det har været godt kendt i
England. De engelske håndskrifter af Oculus sacerdotis er omtalt
af L. E. Boyle 0. P. i Transactions of the Royal Historical Society
ser. 5 vol. 5 London 1955. Ifølge Boyle er Oculus sacerdotis et værk
af William of Pagula og skrevet omkring 1320. Dets tre dele benæv-
nes Pars Oculi, Dextera Pars og Sinistra Pars.
Pars Oculi handler om praksis ved skriftemål og er altså en art
pønitentiale. Dextera Pars er moraliserende og belærende, giver
sjælesørgerens holdning overfor lægfolket. Sinistra Pars derimod er
dogmatisk og teoretisk, den gør sjælesørgeren bekendt med den
sakramentale teologi.
I sin beskrivelse af Dextera Pars fremhæver L. E. Boyle, at største-
delen udgøres af instrukser for præsten, hvordan han over for læg-