Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1960, Page 373

351
ellda tueggia at radi Æsu, en hird i n satt uid dryckiu. A medan
uakti Hilldr ok jos mungati i elldana ok kuad Hiorleif Jaar uera;
hun leysti hann suo at hun hio med suerdi skojmeingina. Reidar
konungr sat sofandi i hasætinu, en Æsa sat i kniam honum. Hiorleifr
konungr lagdi i briost honum ok geck sidan til skips epter lidi sinu
(af den følgende fortælling fremgår, at såret har været dødbrin-
gende).
Pointen i historien er de to kvinders forskellige optræden, da
deres ægtemand uventet dukker op. Æsa, den forskudte og for-
nærmede førstehustru, skjuler ham ganske vist, men kun på skrømt,
for bagefter at røbe ham til sin nye elsker, og det er hende som giver
anvisning på, hvordan Hiorleifr skal pines ved at hænges op mellem
to bål. Hildr derimod er trofast mod ham; hun dæmper ilden ved at
øse øl på den, og hun hugger de bånd over, hvormed han er bundet,
så at han kan udføre sin hævn.
Der er i den ovenfor anførte passus to steder, hvor teksten er
mistænkelig:
1. Konungr bad hana lcoma sier vid Reidar konung. Meningen er
tydeligvis den, at Hiyrleifr betror sig til Æsa og beder hende sørge
for at han kan få lejlighed til at slå kong HreiQarr ihjel. Dette kan
imidlertid næppe udtrykkes ved ordene koma sér vid alene. Et nor-
malt udtryk kan bringes til veje ved at regne med at to ord er over-
sprunget: Konungr bad hana koma sér (i færi} vid Hreidar konung.
2. Ordene ok kuad Hiorleif par uera er meningsløse, hvor de står:
alle ved på dette tidspunkt, hvem den fangne er. Bugge flyttede
ordene og placerede dem efter ok sagdi sidan Reidari konungi, men
dette er ikke nogen god løsning; her er ordene overflødige, og man
forstår ikke rigtigt, hvorfor de skulde være blevet flyttet til deres
nuværende plads.
Jeg formoder, at ordene står på deres rigtige sted, men at den
oprindelige ordlyd er: ok kvad Higrleifi pat verra. Den opførsel, at
Hildr øser øl på ilden vækker mistanke, men hun beroliger kong
HreiSarr og hans mænd ved at bilde dem ind, at dette ‘gør det
værre for Hiprleifr’, d. v. s. forøger hans pinsler. Udtrykket gen-
findes i den berømte scene i Egils saga kap. 78, hvor PorgerSr lader
som om hun vil sulte sig ihjel sammen med sin fader. Egil opdager,
at hun har noget i munden og spørger, hvad hun tygger. ‘Tygg ek