Ritið : tímarit Hugvísindastofnunar - 01.10.2020, Side 118
SYNDAUPPGJÖR Í SKÁLDSÖGUNNI ÉG MAN ÞIG ...
123
staflega draugasaga því hún er ekki sjálfstæð og sýnileg heldur uppljóstrar
hún í samhengislausum slitrum hvert líf og afdrif Bernódusar Pjeturssonar
voru. Brotin ná geðlæknirinn Freyr og lögreglukonan Dagný að grafa upp
og tengja saman úr skýrslum og frá aðilum sem þau hafa aðgang að vegna
starfs síns. Bernódus var fæddur árið 1940 og uppalinn að Hesteyri þar sem
hann missti móður sína og lítinn bróður árið 1951. Hann flutti til Ísafjarðar
árið 1952, en hvarf og dó ári seinna.
Bergdís, móðir Bernódusar, ferst við að reyna að bjarga yngri syni sínum
frá drukknun en Pjetur, faðir hans, kennir Bernódusi um því það var hann
sem gerði henni viðvart um slysið. Í hefndarskyni særir Pjetur tvo stóra
krossa eftir endilöngu baki Bernódusar til áminningar um að hann eigi sök
á dauða þeirra. Hann er svo skeytingarlaus um son sinn og sturlaður af sorg,
heift og áfengisdrykkju að hann er grunaður um að hafa drepið Bernódus
þegar drengurinn hverfur sporlaust. eftir sólarhrings hvarf hafði hann ekki
orðið var við að sonur hans væri horfinn.
Bekkjarsystkini Bernódusar höfðu lagt hann í einelti og flæmt hann með
aðhrópunum til að fela sig í bát sem lagði frá bryggju og sigldi til Hesteyrar,
en þar varð hann óvart eftir. Á meðan Bernódus bíður eftir að verða sóttur yfir
fjörðinn með bát leitar hann skjóls frá frosti og hungri á gamla heimilinu sínu,
sem er í eyði ásamt annarri byggð á Hesteyri. Hann dregur fram lífið á skel-
fiski en um jólaleytið deyr hann loks úr blóðeitrun í kalinni hönd í skriðkjallar-
anum undir gamla fjölskylduhúsinu án þess að nokkur hafi leitað hans þar.
Yrsa dregur fram líkindin með nútíma skilningi á einelti og reynslu þeirra
sem var úthýst eða hafnað fyrr á öldum þegar líf þeirra lá við. Þau urðu að
Mórum og Skottum í íslenskri þjóðsagnamenningu – hefndardraugum sem
herjuðu á þá aðila sem voru valdir að dauða þeirra og afkomendur þeirra
um margar kynslóðir.17 Sumar sögur af Mórum eru eins og færslur í synda-
yfirliti sem hefur verið skráð í minni og munnmælasögur, og felur í sér dóm
almúgans á aðild að dauða sem er skilgreind sem lögleg en siðlaus. Terry
Gunnell skýrir að þjóðsögur séu eins konar landakort sem staðsetja minn-
ingar en draga jafnframt upp mynd af æskilegri og óæskilegri félagslegri
hegðun með því að undirstrika siðferðileg og félagsleg gildi og gefa dæmi
17 um einelti, sjá Guðrún Kristinsdóttir og nanna Kristín Christiansen, Ofbeldi gegn
börnum, hlutverk skóla. Handbók fyrir starfsfólk, Reykjavík: námsgagnastofnun, 2014.
Sjá einnig frétt um skýrslu Ársæls Arnarssonar, Sigrúnar Daníelsdóttur og Rafns
Magnúsar Jónssonar, „Mikilvægt að finna þessi börn“, Morgunblaðið 16. maí 2020,
sótt 24. sept. 2020 af www.mbl.is/frettir/innlent/2020/05/16/mikilvaegt_ad_finna_
thessi_born/. Sjá nánar skýrsluna Félagstengsl íslenskra barna og ungmenna, Reykjavík:
embætti landlæknis, 2020.