Ritið : tímarit Hugvísindastofnunar - 01.10.2020, Qupperneq 271
ÁSTA KRiSTÍN BENEDiKTSDóTTiR
276
dularfulla manninum sem sögumaðurinn eltir – við lesturinn vakna með
öðrum orðum ýmis hugrenningatengsl.
Við nánari athugun kemur í ljós að ákveðnir þræðir úr þessu sögubroti
birtast í eldri textum Elíasar, ekki síst eltingaleikur og erótísk augnaráð.52
Í sögunni „Eftirför“ frá desember 1941 fylgist sögumaðurinn einnig með
öðrum manni, eltir hann eftir götum borgarinnar og lýsir útliti hans og lát-
bragði. Maðurinn heillar sögumanninn því hann er óvenjulegur, sérstaklega
augnaráð hans, en þegar sá síðarnefndi snýr sér allt í einu við og lítur í augu
sögumanns er honum brugðið: „Eg fann til vanmetakenndar. Hann horfði
á mig. Alveg ábyggilegt. Eg var orðinn að augabragði annars manns. – – Ef
til vill var þetta skáld og mannþekkjari, sem gat margt sett út á mig og samið
um mig sögu. Hræðilegt!“53 Þetta atriði á skýra samsvörun í ótta Halldórs í
Man eg þig löngum við að ómar muni skrifa um hann sögu. Í þessum verkum
Elíasar má þannig sjá ákveðin líkindi milli þess að horfa og þess að skrifa;
hvoru tveggja fylgir vald til að öðlast viðkvæma vitneskju um viðfangið, til
dæmis um kynferðislegar langanir þess, og um leið vald yfir því. Karlper-
sónur Elíasar frá þessum árum eru öruggar meðan þeir stýra augnaráðinu
og pennanum sjálfir en um leið og leikurinn snýst við og athyglin beinist
að þeim vaknar hjá þeim öryggisleysi og ótti – en það er líka stutt í ánægju
og erótík.54 Allt bendir þetta til þess, líkt og „Sálrænt kvæði“, að í Elíasi hafi
verið farnar að krauma hugsanir og vangaveltur um samkynja langanir sem
ekki var einfalt að vinna úr.
52 Til gamans má geta þess að í Skáldu segir Elías gjarnan frá því er hann fylgist með
Halldóri Laxness. 20. febrúar 1945 skrifar hann um það þegar hann og vinur hans,
Ásgeir Magnússon, tóku upp á því að elta Halldór um götur miðbæjarins. Áhugi
Elíasar á Halldóri sem birtist í þessum skrifum jaðrar við að vera erótískur en um
það verða þó ekki höfð fleiri orð hér – í öllu falli dáði Elías Halldór mjög og bar
ómælda virðingu fyrir honum.
53 Lbs. 13 NF. Elías Mar. AA. Heildarritsafn XiX. Eftirför.
54 Í frægri grein um sjónræna nautn í heimi kvikmyndanna færir Laura Mulvey rök
fyrir því að meginstraumskvikmyndir endurspegli formgerðir feðraveldisins þar sem
hið karlmannlega augnaráð er ríkjandi; myndavélinni og klippingunni er beitt á þann
hátt að karlmenn samsami sig hinu virka hlutverki áhorfandans en konur eru fyrst
og fremst viðföng þessa augnaráðs. Karlmenn þola illa að vera sjónrænt viðfang eða
samsama sig þeirri stöðu, segir Mulvey, og þess vegna leitast meginstraumsmyndir
við að viðhalda skýrum línum í þessum efnum. Laura Mulvey, Visual and Other
Pleasures, Hampshire og New York: Palgrave, 1989, bls. 14–27. Aðrir fræðimenn
hafa bent á að kenningarammi Mulvey sé of gagnkynhneigðarmiðaður; aldrei sé
hægt að koma í veg fyrir eða útiloka annars konar samsömun og erótískar upplifanir
– eins og sést í sögum Elíasar. Sjá til dæmis D. A. Miller, „Visual Pleasure in 1959“,
Out Takes. Essays on Queer Theory and Film, ritstjóri Ellis Hanson, Durham og
London: Duke university Press, 1999, bls. 97–126, hér bls. 109.