Skírnir - 01.04.1991, Side 125
SKÍRNIR
ÍSLENSKI SKÓLINN
119
rannsökum þær, því betur munum vjer komast að raun um, að þær eru
listaverk, og að listamaður hefur haldið á pennanum, sem festi þær á
bókfell, og að á bak við þær liggur ekki ein samanhangandi munnleg
saga, heldur fjöldinn allur af einstökum munnmælasögum, sem
höfundur sögunnar hefur safnað saman og vinsað úr og reint að gera úr
eina heild. Stundum liggja líka skriflegar heimildir á bak við söguna.
Einkum hafa margir sagnaritarar haft Landnámu firir sjer, tekið úr
henni það, sem þeir þurftu, og ímist notað það óbreitt eða steipt því
saman við munnmælasögur þær, sem þeir þektu, eða breitt því eftir
munnmælasögunum eða stundum jafnvel eftir geðþótta sínum. (11)
Á næstu síðu heldur Björn M. Ólsen áfram á þessa leið:
Ifir höfuð að tala higg jeg, að þeir sem hafa ritað sögur vorar, hafi farið
mjög líkt að og þeir menn á vorum dögum, sem hafa ritað sögur manna,
sem lifðu firir minni þeirra, t.d. Gísli Konráðsson, Brynjólfur Jónsson
frá Minnanúpi. Þeir hafa safnað öllum þeim munnmælasögum, sem
þeir náðu í um persónur sögunnar, vinsað úr þeim það sem þeim þótti
sennilegast og sögulegast og fært það síðan í eina heild, fágað það og
prítt með ritsnild sinni. Mjög líkt þessu hefur Brynjólfur frá Minnanúpi
farið að í sögunni af Þuríði formanni og Kambsránsmönnum. Mun-
urinn er sá, að hann hefur meðfram stuðst við prófin, sem haldin vóru
út af Kambsráninu, enn þeir, sem rituðu Islendingasögur, höfðu engin
slík samtíða skjöl við að stiðjast, þau vóru engin til. Lítum og á aðferð
Ara fróða. Hana þekkjum vjer til hlítar, því að hann hefur sjálfur
tilgreint heimildarmenn sína. (12)
Það er eftirtektarvert þegar hugað er að upphafi hinnar tilvitnuðu máls-
greinar hve lítið ber þar á milli skoðana Bjarnar M. Ólsens og Finns
Jónssonar. Báðir gera ráð fyrir munnmælasögum sem meginuppistöðu
í íslendingasögunum, en Björn M. Ólsen ætlar höfundi hverrar sögu þó
ögn meiri hlut en Finnur Jónsson gerir ráð fyrir. I orðum Bjarnar M.
Ólsens kveður víða við líkan tón og hjá Konrad Maurer í ritgerðinni frá
1869. Stundum er orðalagið jafnvel nær nákvæmlega hið sama eins og
þegar leidd eru rök að því hvers vegna Islendingasögur hafi ekki lifað í
munnlegri geymd (BMÓ,1937-39,11; Maurer 1869,76).
Ekki er alveg ljóst hvernig skilja ber orð Bjarnar M. Ólsens um að
Islendingasögur séu listaverk og listamaður hafi haldið á pennanum
þegar þær voru skráðar. Tilvísun hans til Gísla Konráðssonar og
Brynjólfs frá Minna-Núpi gefur til kynna að hann hafi ekki haft
skapandi listamenn í huga, enda mun mörgum aðdáanda íslendinga-