Andvari - 01.01.1882, Side 182
178
Um lánstraust
J>ess er og að geta, að tryggíng seðlanna í svo
miklum arðlausum peníngaforða er mjög svo óhentug
og Óþörf fyrir banka hjá oss, þar víxlakaup eru sem
engin, svo bankinn er að mestu alveg lauss við verzlan-
klípur og kaupmannahrun; landið er strjálbygt og sam-
göngur seinar, svo seðlar hljóta að verða seinfærir til
lausnar, þótt vantraust vaknaði á bankanum, svo hann
hefir tímann fyrir sér að útvega sér penínga. Annars
er og aðgætandi, að tryggíng seðlanna er fólgin, 1. í
innstæðustærð bankans, og þó einkanlega í 2. eignbréfa-
skrá eðr skuldeignaskrá (portefeuille) banbans, því sé
eignbréf bankans gild og góð og auðseld eðr auðsnúið
í penínga, þá er engin þörf á nema litlum peníngaforða,
rétt eftir því er reynslan kennir bankstjóra. Auðsætt
er og, að allar lausafúlgur og hlaupareikníngar eru miklu
hættlegri fyrir bankann en seðlarnir, nema þau sé studd
með nægilegum peníngaforða. Fyrir því getr bankanum
verið hætta búin enda hversu vel sem um seðlana er
búið. í Bandafylkjunum, til dæmis, or síðan 1864 mjög
vel búið um seðlana, og rak Bandamonn nauðsyn til
þess, með því að alt var orðið upptroðið og of fult af
seðlum; en að sama skapi er vanbúið um fúlgurnar,
með því að bankarnir þurfa eigi að hafa í heimapen-
íngum meira en 15 gegu hverju 100 fúlgufjárins, og þó
í rauninni eigi nema 10 gegn 100. Á fjárgreiðslustöðum
ríkisins (t.he finaneial centers) eigu þó heimapeníngar
að veru 25 eðr 20 gegn 100. Fúlgufó margra banka
þar er tvöfalt við innstæðuna.
Að síðusta skal eg taka það fram, að skipun seðla-
banka hjá oss verðr að vera sniðin eftir landsháttum
vorum og þjóðþörfum, með því að þær ráða mestu um
hvert sé hlutverk eðr aðalstarf bankans. Bankar eru,
sem eg þegar gat um í upphali, lánfæri mannfélagsins,
og verða því að lagast eftir kjörum þess. Fyrir því