Skírnir - 01.01.1963, Side 149
Skírnir
Leikritaval í Reykjavík um aldamótin
137
aðstoð gamals og dyggs bókhaldara að bjarga því, sem bjarg-
að verður. Hjálmar verður að snúa einn aftur til hesta sinna,
hann hefur komið tuttugu árum of seint.
Þjóðviljinn birti leikdóm um þessa sýningu og segir m. a.
(17. febr. 1903): „Þetta er í fyrsta skipti, sem leikfélagið hef-
ir ráðizt í að sýna frumsamið íslenzkt leikrit, þar sem efnið
er tekið úr nútíðarlífi þjóðarinnar. En þar sem þessi fyrsta
tilraun hefur heppnast svo vel, sem raun er á orðin, þá má
vænta, að nú fari að verða á þessu breyting til batnaðar, því
auðsætt er, að slíkir leikar, ef í lagi eru, hljóta að verða áhorf-
endum til meiri lærdóms, ánægju og uppbyggingar en mis-
jafnlega valin erlend leikrit, er opt fjalla um efni sem öllum
þorra áhorfendanna er með öllu ókunnugt, enda er það fyrsta
skilyrði þess, að sjónleikaskáld vor láti nokkuð eftir sig liggja,
að ritum þeirra sé einhver sómi sýndur.“ Þjóðólfur 20. febr-
úar finnur ögn meira að: „... það má og vel vera, að hann
sé einna skárstur þeirra leikrita, er Indriði hefur hingað til
samið, en það út af fyrir sig er engin sönnun þess, að leikur-
inn sé ágætur . . . Sem lýsing á íslenzku nútíðarlífi er lítið í
leikinn varið, það er ekkert eða sárfátt í honum sérkennilegt
fyrir íslenzkt þjóðlíf, gæti alveg eins verið danskur, þýzkur
eða enskur, að undanskildum mörgu reiðhestunum hans
Hjálmars. Það er allt og sumt. Og sumt í leiknum er allóeðli-
legt, og byggingin ekki sem allra föstust eða samkvæmust.
En hann fer allvel á sviði, því að Indriði hefur gott auga fyrir
því atriði. Og margt í leiknum er vel sagt og allskáldlega,
t. d. í samtali þeirra Hjálmars og frú Johnsen. Og þá er meta
skal kostina og gallana hlutdrægnislaust og tekið tillit til þess,
hve leikritaskáldskapur er hér á lágu stigi, verður ekki ann-
að sagt með sanngirni en að höf. hafi tekizt vonum framar
með þennan leik sinn, og að hann eigi miklu fremur skilið
viðurkenningu en vanþökk fyrir hann, þótt ekki geti komið
til nokkurra mála að setja hann á bekk með fremstu nútíðar-
skáldum nágrannaþjóðanna, eins og sumir hrifnir áhorfendur
hafa jafnvel látið sér um munn fara. Slík fjarstæða nær auð-
vitað ekki nokkurri átt ... Málið á leiknum er lítt vandað
og allóíslenzkulegt víðast hvar . . .“ Um þátt leikaranna notar