Skírnir - 01.01.1963, Side 159
Skirnir
Leikritaval í Reykjavík um aldamótin
147
að vera gluggi hins íslenzka leikhúss að heiminum. Eftir sýn-
ingarnar á Milli bardaganna og Víkingunum á Hálogalandi
virðist sem mönnum hafi ekki þótt álitlegt að reyna að halda
til streitu söguleikjum. Sú stefna hefði þó kannski getað leitt
til Shakespeares, eins og Sigurð Guðmundsson hefur ugglaust
dreymt um. Sígildu verkin eru reyndar látin sitja mjög á hak-
anum; ef frá er talinn Jeppi 1905, er ekki um að ræða nema
ímyndunarveikina 1910; þar var haldið upp á 25 ára leik-
afmæli Árna Eirikssonar, en kannski lágu persónulegar or-
sakir að því vali, leikurinn hafði verið sýndur í Glasgow árið,
sem Árni lék sinn fyrsta leik. Tveim árum síðar (1912) voru
svo Ræningjar Schillers fyrst sýndir, fyrsti sígildi sorgarleik-
urinn. Það skaðar ekki að geta þess, að bæði þessi leikrit voru
þekkt og vinsæl í Danmörku (og þetta átti ekki við um mörg
önnur verk þessara höfunda), Ræningjamir voru t. d. leiknir
á dönsku útileiksviði 1911.
Rlöðin að minnsta kosti gerðu sér enn vonir um, að islenzk
leikritun yrði til að hamla á móti þessum einstefnuakstri og
dönsku straumum. Og í lok þess tímabils, sem hér um ræðir,
eða nánar tiltekið eftir 1907, breytir um, og verkefnaval Leik-
félags Reykjavíkur fær enn nýjan svip, íslenzka tímabilið er
að hefjast, gullöldin. Fyrst var leikin Nýársnóttin í nýrri gerð
höfundar, árið eftir kom Skugga-Sveinn og Róndinn á Hrauni,
og næstu 12 árin leið ekki svo leikár, að ekki kæmi fram nýtt
íslenzkt leikrit. Tíu fyrstu ár leikfélagsins höfðu aðeins verið
leikin í 9 kvöld verk eftir íslenzk skáld (ef smáleikur Vilhelms
Knudsens er ekki meðtalinn), en dönsk leikrit í 112 kvöld.
Leikin eru samtals 55 leikrit, 27 era dönsk, en aðeins 2 ís-
lenzk. 3.4% leikkvölda eru helguð íslenzkri leikritun, þýzkri
19.4, enskri eða amerískri 16.8, norskri 10%, franskri 8.6,
en danskri hvorki meira né minna en 41.8%. Tíu árum síðar
verður annað uppi á teningnum. Þá hlýtur íslenzk leikritun
49.8% leikkvelda, en dönsk verk hins vegar 22.5%.
Eiginlega lýkur íslenzka tímabilinu ekki fyrr en 1919; þá
hefur verið boðið upp á 38 frumsýningar, og 12 af þeim eru
á verkum íslenzkra höfunda. Nýir danskir leikir eru aðeins 6,
en nokkrir gamlir kunningjar skjóta upp kollinum.