Ritið : tímarit Hugvísindastofnunar - 01.05.2020, Side 169
KJaRTaN MÁR ÓMaRSSON
168
Hnýfilhyrndur, snoppubreiður og geysivel fylltur um spjaldhrygg-
inn, lærin feiknleg niður á hækilinn og u–laga ofan til sem gaf hon-
um firn góða fótstöðu. Hann var með góðar útlegur á brjóstkassa,
bringan digur og breið enda ekki nágengur eins og hrútarnir hans
Ingjalds á Hóli. Ullin var þelmikil og illhærulaus með hrokknu togi
og í meðallagi grófu samt.23
Orðfærið sem þarna bregður fyrir er, kannski eðlilega, að glatast á okkar
dögum þar sem þessi iðja hefur að mestu lagst af. Það – og sama gildir um
áðurnefnda meðferð Bergsveins á tungutaki sögupersóna sinna – þjónar hins
vegar að minnsta kosti þrennum tilgangi.
Í fyrsta lagi eru sjaldheyrð og sérkennileg orð og orðatiltæki ávallt
ánægjuleg aflestrar. Í öðru lagi eykur það raunsæi sagnanna að textinn rími
við málnotkun heimamanna. Orðanotkun verður á sama tíma tvívirk að því
leyti að hún er hvort tveggja í senn gömul og ný. Hún er gömul að því leyti
að textarnir eru gæddir fornum, staðbundnum, og jafnvel sérkennilegum
orðum og munnmælum; en ný sé litið til þess að það er mögulega ekkert
hversdagslegt við þau í augum lesenda. Það mætti því segja að nokkurs ný-
næmis gæti í fyrnskunni. Hugsanlega er það þar sem tvívirknin kemur einna
best fram. Nálgun Bergsveins á tungumál persóna sinna framandgerir um
leið og hún gerir textann torveldan og jaðrar við að skáldleg virkni tungu-
málsins verði ekki aðeins ráðandi á köflum, heldur ríði hreinlega húsum.
Skringileg, eða óvanaleg orð eða orðanotkun verður til þess að lesandi hnýt-
ur um þau og staldrar við, það kemur á hann hik. Þetta er það sem rússneski
formalistinn Viktor Shklovskíj átti við þegar hann sagði að tilgangur listar
væri að gefa tilfinningu fyrir hlutunum eins og þeir væru „til að steinninn
sé sannarlega úr steini“.24 Með framandgervingarvirkni orðavals Bergsveins
hægist á skynjun lesanda og segja mætti að hann upplifi verkið í staðinn
fyrir að lesa það eingöngu. „Um leið og athöfn verður að vana verður hún
eins og ósjálfráð. allar venjur okkar þoka sér inn á svið hins ómeðvitaða og
sjálfvirka“, sagði Shklovskíj.25 Orðin verða máttlaus í hversdagslegu tungu-
taki og lesandi skynjar aðeins yfirborð þeirra en ekki fullan þunga. „Með
þessu týnist lífið, breytist í ekki neitt. Sjálfvirknin étur upp hluti, klæði, hús-
23 Sama rit, bls. 47.
24 Viktor Shklovskíj, „Listin sem tækni“, þýðandi Árni Bergmann, Spor í bókmennta-
fræði 20. aldarinnar, ritstjórar Garðar Baldvinsson, Kristín Birgisdóttir og Kristín
Viðarsdóttir, Reykjavík: Bókmenntafræðistofnun Háskóla Íslands, 1991, bls 21–43,
hér bls. 29.
25 Sama rit, bls. 27.