Ný félagsrit - 01.01.1873, Side 74
74
Fáein orð um áburð.
sem hér er myndaf), og mokar úr h'.össunum, slær sífean
vel og vandlega í sundur alla stúra köggla, og jafnar sern
bezt útyfir. Síban er áburburinn látinn eiga sig sjálfur, og
ef þetta er gjört á haustin, áBur en snjúr kemur, er
áburímrinn sokkinn nibur í jörbina á vorin, svo mabur
sér þá varla neinar menjar hans. Ef áburburinn er ekki
breiddur fyr en á vorin, leysast tabkögglarnir svo seint
sundur í smátt, a& mabur er neyddur til ab hreinsa mikiö
af þeim aptur burt, sem afrak. þetta lagar maBur meb
því, ab mylja alla köggla í sundur meb þar til gjörbu verk-
færi, sem kallast herfi (þrístrendíngsherfi — Tripodharve).
Mabur tekur herfi þetta og lætur tvo hesta draga þab
fram og aptur yfir túnib, þar er mabur hefir breidt áburb-
inn útyfir, er núg ab láta hestana draga herfib tvisvar,
ebur mest þrisvar sinnum yfir teiginn, því þá eru allir
kögglar ab mestu vel sundur-jastrabir. A sléttu er verk-
færi þetta ágæta gott til þessa, þar á múti er þab til
einkis, ab eg held, í þýfi. Ekki þarf ab úttast, ab þetta
skeinmi túnib, því verkfærib rífur aldrei neitt upp af gras-
rútinni, hún er svo seig, ab þab grandar henni ekkert, þar
á múti rífur þab nokkub upp af mosa, ef hann er í tún-
inu, og mosinn má vel raissa sig, því hann er opt illur
gestur í túnunum, útrýmir miklu grasi og tekur frjúfgun
frá því sem eptir er.
Eg hefi nii í stuttu máli talab um allar þær áburbar-
tegundir, sem almennastar eru hjá oss, og jafnframt
um mebferb þá, sem höfb er á þeim á vorum dögum
víbast hvar í öbrum löndum, væri þab bezt fallib án efa,
ab hafa sömu abferbina hjá oss, eptir því sem því yrbi
komib vib. Hver og einn, sem jörb hefir, ætti aldrei ab