Ný félagsrit - 01.01.1873, Page 76
76
Fáein orð um áburð.
áburíiinn, og mefeferb þá, er vér viljum hafa á honum.
Allt þab nýtt, sem menn sjá ab er gagnlegt í raun og veru,
og halda aí> hagnýta megi, án þess ab þurfa aí> voga miklu,
ætti þeir aí> taka upp, og hvorki láta hleypidóma né vald
vanans hamla sér frá því. Mafeur getur byrjafe á litlu
og reynt svo fyrir sér, og þegar svo er byrjafe verfeur
ekki skafeinn stór, þó eitthvafe mistakist efea fari öferuvísi
en ætlafe er; og þó mistakist einu sinni efea tvisvar, |)á
er ekki víst afe reynt sé til þrautar fyrir þafe; þafe er
ekki víst, afe allt hafi verife svo í lagi vife fyrstu tilrauri,
afe hún gæti heppnazt. og sökin sé hjá manni sjálfum, en
ekki náttúrunni. þannig reyna menn fyrir sér aptur og
aptur annarstafear, og breyta til ýmislega. Ef vér, mefe
því afe auka áburfe Vorn og mefe betri mefeferfe á honum,
gætum atikife þremur efea fjórum þumlúngum vife hvert
grasstrá, sem vex á túnum vorum, efea ef vér gætum
fengife fjögur grasstrá til afe vaxa þar, er þrjú uxu áfeur,
þá fengi mafeur nóga og gófea borgun fyrir ómak sitt og
ervifei. Eg verfe afe ítreka þafe aptur, afe áburfeurinn er
frumsteinn í allri undirstöfeunni undir kvikfjárhöldunum
á búunt vorum, og eptir því sem kvikfjárhöldin batna,
og búfénafeurinn vex efea mínkar, þá vex og mínkar
einnig afe miklu leyti velmegun landsins og tala lands-
manna, því kvikfjárræktin er afeal-atvinnuvegur vor og
getur verife fóturinn undir allri landsins velmegun.
Sv.