Skagfirðingabók - 01.01.1969, Side 150
SKAGFIRBINGABÓK
skap. Var hún þá orðin blind og hefur Þorvaldur sjálfsagt gefið
með henni hin síðustu ár.1
Margar hetjusögur hafa eflaust verið til af sjóferðum Þorvaldar
öll hans mörgu formannsár á Reykjum, en því miður hafa þær
gleymzt og glatazt. En það heyrði ég fullyrt, að hann hefði verið
með langfremstu formönnum, sem þar hefðu verið á þessu tímabili,
bæði hvað aflaheppni, aðgætni og alia sjómennsku snerti. Hefði
hann á sumum sviðum staðið Þorleifi framar í sjómennsku og sjó-
sókn. — Þessi formannsvísa var kveðin um Þorvald á þessum árum:
Fyrst Þorvaldur Ólafs arfi
áratjaldi brá á skrið
fram á mjaldurs móinn djarfi,
mar þó skvaldri strendur við.
Þeir, sem þekkja til á Reykjaströnd og vita, hvað þar er bæði
brimasamt og feikilega veðrasamt af vestri og suðvestri, geta bezt
gjört sér í hugarlund, hversu mikla aðgætni og dugnað og útsjón
til þess þarf að stunda þar formennsku um áratugi, svo aldrei hendi
slys, hvorki á skipi né mönnum.
Þorvaldur var elskaður og virtur af hásetum sínum og öllum þeim,
er honum kynntust nánast. Skapgerð hans var svo framúrskarandi
heilsteypt, hlý og tilgerðarlaus; ætíð ávarpshlýr, glaðlegur og gat vel
tekið græskulausu spaugi. En ekki vildi hann, að á neinn væri hallað
í orði eða verki, því hann var í orðsins fyllstu merkingu drengskapar-
maður.
Þorvaldur Ólafsson var lágur maður vexti, en samanrekinn um
herðar og brjóst, samsvaraði sér þó vel. Talinn var hann meira en
meðalmaður til burða. Hann var rjóður í vöngum og andlitið frítt,
augun dökkgrá. Rauðgult hár og skegg, og allur var maðurinn hinn
skemmtilegasti.
Ég kynntist Þorvaldi talsvert á síðasta tug nítjándu aldar og þar
1 Signý d. 1895, var f. 1805, en Ólafur d. 1868, f. 1788 (Skagf. æviskrár
I. b.).
148