Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1957, Blaðsíða 37

AFSMITNINGSFÆNOMENER
19
inden håndskriftet blev indbundet (eller fik sin nuværende indbinding), idet flere af
afsmitningerne nu er forrykket i forholdet til den afsmittende side.
Det vilde formodentlig være det bekvemmeste at forestille sig, at afsmitningerne har
fundet sted, efter at blækket forlængst var tørt, på grund af indtrængende væde. I så
fald måtte man nødvendigvis antage, at den kemiske proces eller blækkenes kemiske
struktur har været af en sådan art, at kun det røde og grønne blæk, men ikke det sorte
er blevet genstand for opløsning og påfølgende afsmitning. Forklaringen måtte så
være, at der i det grønne (spanskgrønne) og røde blæk har været indeholdt et andet
bindemiddel end i det sorte blæk. Imidlertid foreligger der også den mulighed, at
skriveren, efterhånden som utålmodigheden efter at kunne afslutte skrivearbejdet har
gjort sig stærkere gældende, i hvert fald okkasionelt har undladt blæk- eller penne-
skiftet in loco, idet han blot har fortsat kapitlernes med sort skrevne tekst og så har
ladet plads stå åben for de ord, der skulde skrives med rødt eller grønt. Disse lakuner
er måske så blevet udfyldt opslagsvis, og han har da visse steder bladet om, inden
blækket endnu var blevet rigtig tørt. Denne hypoteses rigtighed forudsætter ganskevist,
at skriveren har haft pergamentet liggende foran sig i læg, og derom kunde det måske
synes vanskeligt at vide noget med sikkerhed. Imidlertid er det eneste opslag (nående
fra giorer 29,25 til dyrann- 30,30) i håndskriftets sidste læg, hvor der ikke har kunnet
konstateres spor af afsmitning, selvom det røde og grønne blæk visse steder er ret af-
svækket på rectosiden, ejendommeligt derved, at venstre blad er et enkeltblad indskudt
midt i læget, antagelig fordi skriveren på en eller anden måde er kommet til at makulere
højre halvdel af opslaget og så har skåret siden væk. Er dette tilfældet, indebærer
fænomenet et indicium både for, at skriveren har haft pergamentet ordnet i læg under
skrivningen, og at der må skænkes nogen tiltro til hypotesen om, at de røde og grønne
passager er indføjet, efter at teksten med det sorte blæk var fuldført. Vigtigt er det
også her, at afsmitningerne fra opslagenes højre side er kraftigere og hyppigere end
fra venstre side, hvilket kan betyde, at det sidst skrevne og derfor mindst udtørrede
har smittet kraftigst af Ofr., at det tidligere nævnte Puiat sia Eccli. XVI, 18 ene af alle
fremhævelser på opslaget har smittet over på foregående side; ordene er de med rødt
sidst skrevne ord på siden).
Naturligvis vilde den her fremsatte formodning vinde betydelig i tiltro, om det
på de pågældende sider var muligt at påvise blot en enkelt lakune, som skriveren
havde glemt at udfylde. Dette er ikke tilfældet; men på den anden side må det hævdes,
at en del af de relativt mange forglemmelser og fejlskrivninger i overgangene fra en
blækfarve til en anden vil blive dobbelt forståelige, om de røde og grønne udhævelser
1 hvert fald okkasionelt var indføjet efter, at opslagets med sort blæk skrevne tekst
var fuldført. På den måde vilde det da også være muligt at forklare, at skriveren i
enkelte med rødt skrevne noter »kniber« pladsen stærkt med små, smalle og tætskrevne
bogstaver (for eks. Eccli. VI,8), i andre tilfælde lader de røde noter fortsætte ud i
marginen (Eccli. X,5, hvor henvisningsordets gentagelse tilmed er udeladt; på samme
side findes med rødt foretagne rettelser), at han i visse kapiteludgange som Eccli.
IV,36 og XXV,34 lader de sidste med rødt skrevne noteord gå ned i overskriftens
linje (hertil er dog paralleller i med sort skrevne kapiteludgange), og at han i et til-
fælde ikke kan »strække« en rød note (Prov. 24,11) nok, så en hel linjeudgang (godt
2 cm.) står åben. Og dette gøres, uagtet det er skriverens princip, at klummen skal
udnyttes heltud på alle linjer, når bortses fra kapiteloverskrift og -udgang, og han kun
undertiden betegner »nyt afsnit« ved at rykke fremhævelsens første bogstav ud i venstre
margin som tidligere omtalt.
Hypotesen om senere tilskrivning med rødt og grønt vilde også give en passende
forklaring på, at skriveren undertiden begynder det første med sort skrevne ord efter