Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1957, Blaðsíða 168

150
OVERSÆTTERENS HOVEDFORLÆG
Når man vil prøve at finde forlæget for Gissur Einarssons oversæt-
telse af de to visdomsbøger, vil det af flere grunde være naturligst at søge
blandt tyske udgaver. Men selvom man således indskrænker eftersøgnin-
gen, vil denne alligevel på grund af det utal af udgaver, der kronologisk
og sprogligt kan komme på tale, hurtig vise sig at være en ret kompliceret
opgave, og alle ræsonnementer, der bygger på Luthers tekstrevisioner,
åbner tilsyneladende kun adgang til blindgyder, idet ikke alle udgaver og
oversættelser tager lige meget hensyn til revisionerne. Derimod turde de
talrige udgavers marginale noter og henvisninger kunne frembyde visse
muligheder, idet dette stof i særlig grad har været underkastet foranderlig-
hedens lov. Såvel udgivere som oversættere forholder sig i regelen noget
friere overfor disse noter end overfor selve bibelteksten, specielt når det
gælder valget af, hvilke noter der medtages. Man må, dersom oversæt-
telsens forlæg kan påvises, principielt kunne kræve, at forlægets tekst inde-
holder forlæg for alle oversættelsens noter, idet man dog ikke kan ude-
lukke muligheden af, at oversætteren kan have enkelte noter fra andre
udgaver. Men sandsynligheden for, at det er det rigtige forlæg, der er på-
vist, vil aftage i samme omfang, som antallet af sådanne noter stiger.
På den anden side kan der ikke opstilles noget principielt krav om, at
forlæget ikke må indeholde andre noter og marginaltilføjelser end de i
oversættelsen medtagne, specielt ikke, dersom der hos oversætteren kan
iagttages et bestemt princip med hensyn til, hvilke noter han medtager.
At søge oversættelsesforlæget alene på grund af en systematisk sammen-
ligning af notematerialet med tilsvarende materiale i udenlandske tekster
vil imidlertid være en noget usikker metode, idet noterne på islandsk
stort set kun er overleveret i håndskrift A (der ses i denne forbindelse
bort fra de trykte udgaver M og N), og der haves ikke a priori nogen
sikkerhed for, at noterne her stammer fra archetypos.
Men også andre metoder til påvisning af oversættelsens forlæg kan
komme på tale, idet forlæget vil kunne indeholde signifikante ejendom-
meligheder som overspringelser eller trykfejl, hvoraf nogle på grund af
den momentane uopmærksomhed, der findes hos selv den bedste over-
sætter, kan have fundet vej over i den islandske oversættelse.
Men også ved denne efterforskningsform vil forholdene let tilsløres
af individuelle træk. Der vil, i det mindste momentant, kunne være tale
om, at oversætteren har rådspurgt andre forlæg eller fulgt en bekendt
tradition, idet han som teolog må have haft et intimt kendskab til bibel-
teksterne. Endvidere må man have i erindring, at samtlige overleverede