Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1957, Blaðsíða 66

48
GL. KGL. SAML. 1318,4t0 (B)
forlæget) er korrekt opfattet. Sammenblandingen af i og y mærkes kun
på næsten hævdvundne områder, således skrives pikier Eccli. form. 1,
side 4,1. 1. Efter palatalt g og k forekommer i ret ofte: giefa 1,32, giegn
L,4, kiemr XV,9, kiceri syner XXIII,7, kienningar 5,1, skiækiunnar 5,3,
reykielsis trie L,8. For gammelt é og af é udviklet é skrives ofte ie: hier
Eccli. form. 1, side 3, 1. 2, sierliga form. 2, side 7, 1. 8, rietta 1,33, stiett
111,22 osv. Låneordet klénn har formen klient V,18, verbet eta: iettu
imp. XXXVII,32, ietid XXXVII,34 (A: et id), men etr (A: ietvr) samme
vers, iet XXXI, 18, men Et samme vers (det er muligt, at ikke alle eks-
empler på afvigende stavemåde af dette ord fremgår af varianterne). Vo-
kalen e foran ng og nk skrives tilsyneladende altid som ei: geingur 11,4,
rangfeingid XL, 11, fleinger 23,14, kreinkier XXX,19, peinker 24,12. Om-
lydsvokalen o (p) udtrykkes ret hyppig ved diftongen au: saung Eccli.
form. 1, side 3,1. 4, saunghusid L, 12, faudur \\\,2,faugnud III,6, gaumlum
VIII,11, aulldungis Eccli. form. 1, side 6,1. 4, aullum form. 1, side 4,1. 9,
aunguan XI,7, saumuleidis XXIX,34, eller ved o: fodrfader Eccli. form. 1,
side 4,1. 4, londum ibidem 1. 9, ollum form. 1, side 6,1. 4, ollu ibidem 1. 6,
verolldin ibidem 1. 12, hofdingie IX,21. Der anvendes også p, undertiden
med krølle både ovenover og under o: sqngmennerner L,20, bqrnum
XLVI,15, iqrdu 8,16, vqtnunum 8,29, forsomqnar somum 12,27. I infortis
kan omlydsvokalen undtagelsesvis udtrykkes ved u: verulldu dat. sg.
XLII,17.
I infortis veksler i og u med e og o: arfidi Eccli. form. 1, side 5,1. 15,
audæfi XI,14, embætti X,27, fatæki XIII,29, gudi XI,14, meigi XI,31; -villa
XIII,23, olucku XIII, 11, oskamfullu XXIII,6; heroverfor former som
arfide XXXIII,25, audcefe XLIV,16, emhætte L,21, fatæke XIII,27, gude
XLVIII,18, giore XIII,25; villo XII, 13, arino XLIII,7 regnino XL,13,
braudeno XLI,24. Ligeledes veksler endelserne -in(n) og -it, -id med -en(n)
og -ed: einginn XV, 1, ogudrækin XVI,3 og 4, ohlydinn XVI, 11 vmganginn
L,2; -giefit XXXIX,18, limit XXXIII,14, iarnid XXXI,30, samsætid
XXXII,(8), lijfid XXXIII,16; elldurenn XVI,7, heimurenn XVI, 18; vined
XXXI,30, prised XXXIX,20(19). Endelsen -ir har, når den ikke gengives
ved abbreviatur, i regelen formen -er: aller XIII,28, epter XI, 10, lifer
X,10, seiger XI, 18, vtheller XI,33, men kan også have formen -ier, specielt
efter palatalt g og k: margier Eccli. form. 1, side 6, 1. 3, form. 2, side 7,
1. 2, sakier form. 2, side 7,1. 5, pikier form. 1, side 4,1. 1, borgier XXVIII,
17. I denne stilling udtrykkes -ier ofte ved -i + er-forkortelsestegn, for
eks. peckier 11,15. Også i en form som huerier XLIX,14 er der fonetisk