Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1957, Blaðsíða 299

A-B- OG A-C-LIGHEDER
281
Her synes det vanskeligt at se nogen undskyldning for overspringelsen,
men det må dog bemærkes, at både det foregående og de følgende vers
omhandler »kongen«, og verset derfor kan føles som et umotiveret ind-
skud.
Af mindre lakuner skal nævnes: V,16: og, XXXIII,4: uel adur,
XXXIV, 12: em (hvor C dog lidt senere har + eirn, der kan være mis-
forståelse af enn), XXXV,5: adgiora, Prov. form. udgaven side 203,1. 13:
og diofulsins (form. mangler i B), side 208, 1. 13: og, 1,20: par, 8,21: eg
og 17,3: suo. Hertil kommer yderligere, at A 20,16 mangler det i verset
først forekommende fijrer, mens C udelader det sidste fijrer.
Af for A og C karakteristiske fælles fejl kan nævnes følgende: XXVIII,
12: AC: Pegar (C: + ad) mikill er vindurin (C: vindrinn) pa (C: suo)
uerdur pess meire elldurin (C: elldurinn pess meirj). Her er vindurin en let
opståelig fejl for vidurin (1541: Holt). XLIII,1: AC: Og huer kann sig af
hans dyrd soddann (C: suoddan) at sia/. Her har BD den rigtige tekst
saddann (1541: sadt). I XLVI,15 (jfr. side 271 f.) er peirra bein i C misfor-
stået som peir sem, mens A kun har peirra. Af mindre varianter: 111,18
har AC sina moder, hvor BD har den rigtigere form modur-, her er nom.-
formen dog i tiden (ligesom senere) almindelig anvendt også i oblikke
kasus. XVIII,30 har A vissoliga, C vissuliga for det rigtigere visliga (1541:
wyszliken). Fra Prov. er den vigtigste overensstemmelse mellem A og C
noten 18,(22), der er den eneste note i C (jfr. side 164). Desuden står A
og C her undertiden sammen ved at have en rigtigere tekst end B, således:
10,5 sefur (1541: slopt) overfor B’s situr, 17,21 motlæti (1541: gremenissé)
overfor B’s motmæle og 17,28 reycknadur (1541: geholden) overfor B’s
kalladur, men i sådanne tilfælde er det øjensynlig B, der udskiller sig fra
forlægenes tekst.
Visse forhold tyder på, at Gisli Jonsson til a og C, der ligger så tæt opad
B og D, at man må forudsætte et ret nært slægtskab, i al fald momentant
kan have benyttet et andet forlæg end det sædvanlige. B indeholder ikke
Prov. form., hvilket kan skyldes, at B’s forlæg, og dettes forlæg igen,
ikke har indeholdt denne fortale (D indeholder af de to visdomsbøger
kun Eccli. og kan ikke være til nogen hjælp). Antagelig har Ca’s sæd-
vanlige forlæg da hellerikke indeholdt Prov. form. C’s tekst af Prov. form.
ligger imidlertid meget tæt opad A’s, så tæt, at C (via a) her næsten kun
kan være en afskrift af A eller af det nærmeste forlæg for A. Af mindre
lakuner, fælles for A og C i Prov. form., er allerede ovenfor omtalt to.
Men hertil kommer, at C, der plejer at undgå tautologiske skrivervaria-