Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1957, Blaðsíða 297

VURDERING AF FÆLLES LAKUNER OG FÆLLES FEJL 279
terne i afskrifterne af Prov. Desuden er Eccli. bevaret i håndskrifterne A,
B, C og D samt i fragmenterne, mens Prov. kun kendes fra A, B og C.
5. Visse af håndskrifterne er specielt karakteriseret ved momentan
brug af sekundære udenlandske forlæg. Her må man regne med, at B
har visse indslag fra 1538, som ikke findes i andre håndskrifter (jfr. side
262), og C er påvirket af Chr. III’s danske bibel fra 1550, påvirkninger,
der ikke findes i andre håndskrifter, måske bortset fra et enkelt sted i D
(jfr. side 258), hvor påvirkningen også kan være kommet fra Tidemands
oversættelse.
6. I samtlige håndskrifter findes flere lakuner, der skyldes oversprin-
gelser. Af sådanne lakuner er de, der må eller kan stamme fra archetypos,
allerede omtalt side 275 f. Andre lakuner er karakteriseret derved, at de
er fælles for flere, men ikke alle håndskrifter. Erfaringer andetsteds viser
imidlertid, at fælles lakuner meget let kan opstå sideordnet i to håndskrif-
ter, uden at man af den grund kan slutte, at de to håndskrifter har haft
samme forlæg. To skrivere kan uafhængig af hinanden falde i samme
faldgrube (gentagen anvendelse i forskriften af samme glose, linjeudgange,
der ender på samme ord eller orddel, etc.). Fælles lakuner vil blive op-
regnet nedenfor, idet der gøres rede for mulige årsager til overspringel-
serne.
7. Af større betydning til påpegelse af fælles forlæg er forekomst af
fælles fejl i håndskrifterne. Fælles fejl kan imidlertid, ligesom fælles la-
kuner, bero på coincidens, idet skriverne ofte vil være tilbøjelige til at for-
veksle mindre kendte gloser med mere kendte. Men kan der påvises
fælles fejl for to eller flere håndskrifter i større målestok, er der grund til
at anse disse håndskrifter for at være afhængige af samme forlæg. Af-
hængigheden kan da også eventuelt vise sig i de varianter, der ikke beror
på åbenlyse fejl.
8. Allerede et flygtigt førsteindtryk af udgavens varianter deler de
behandlede overleveringer i to hovedgrupper: I. Håndskrift A og trykkene
M og N, II. Håndskrifterne B, C og D (sålangt hver enkelt af disse når).
Men en nærmere granskning af variantmaterialet lader forstå, at forhol-
dene ikke er helt så enkle. Der kan, idet M og N foreløbig lades ude af be-
tragtning, påvises dels ret omfattende ligheder mellem A og hver af
håndskrifterne B, C og D samt mellem A og kombinationer af B, C og
D, dels en udpræget samhørighed mellem B og D. Sammen med lakunerne
skal nedenfor en del af variantmaterialet, og da specielt sådanne varianter,
der beror på fejl, gøres til genstand for en lidt nærmere betragtning.