Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1957, Blaðsíða 194

176
PRO VERBIERNE
Proverbiernes forhold til Vulgata.
Alene den omstændighed, at Luthers proverbietekst har tydeligere for-
bindelse med Vulgata end ecclesiasticusteksten, gør, at man a priori vil
kunne forvente, at Gissur Einarsson snarere kan have ladet sig influere
af Vulgata i oversættelsen af Prov. end i oversættelsen af Eccli. Det er
derfor naturligt først at gøre proverbieoversættelsens forhold til Vulgata
til genstand for en nærmere iagttagelse.
Sammenligner man de steder, hvor der findes uoverensstemmelser
mellem Gissur Einarssons proverbietekst, sådan som den fremtræder i A,
og 1541, vil man komme til det resultat, at praktisk talt samtlige afvigel-
ser skyldes, at Gissur Einarsson i stedet for at følge 1541 ’s tekst, her har
fulgt Vulgata. På den anden side er der kun tale om momentan Vulgata-
påvirkning, idet oversættelsens faste basis - ganske som i noterne -
stadig er 1541.
Spørsmålet om, hvorvidt påvirkningen fra Vulgata er direkte, således
at oversætteren det pågældende sted har slået op i Vulgata, eller den skyl-
des en erindringstradition, så oversætteren under sit arbejde uvilkårlig
er blevet mindet om Vulgata-tekstens ordlyd, og en oversættelse heraf
spontant er løbet ham i pennen, er vanskeligt at besvare eksakt. For-
mentlig er der dog tale både om tilfælde af direkte påvirkning og af
erindringstradition. Når A for eks. i en række tilfælde (8,22, 8,34, 16,20,
28,14, 29,18 m. fl.) gengiver 1541 ’s wol deme eller pi. wol den med scell
er sa eller steler eru peir, minder denne gengivelse snarest om en over-
sættelse af Vulgatas beatus, beati, men er tillige - det må indrømmes -
den nemmeste og mest adækvate måde at gengive det nty. udtryk på.
Det nedertyske ein Dore eller ein Narre modsvares i A af sa sem heimskur
er I (11,29), heimskur (28,26) eller Heimskur madur (29,11), hvor Vulgata
har qui stultus est og stultus. Omvendt har A 15,5 Einn daari, hvor Vulgata
og 1541 har henholdsvis Stultus og De Narre. Også her er det vel rime-
ligst at tænke sig, at der i de tilfælde, hvor ligheden mellem A og Vulgata
overgår ligheden mellem A og 1541, må foreligge en latent påvirkning,
en overensstemmelse mellem den erindrede tradition og oversættelsen i A.
Når Gissur Einarsson i 28,3 (jfr. side 192) derimod har akajft regnn
i overensstemmelse med Vulgatas imber vehemens i stedet for en direkte
oversættelse af 1541’s Meldouw, kan man vel gå udfra, at oversætteren
har været usikker med hensyn til det nty. ords specielle betydning eller
i hvert fald har indset, at det vilde være vanskelig at gengive fænomenet