Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1957, Blaðsíða 288

270 FEJL OG SKØDESLØSHEDER I OVERSÆTTELSEN
1538: Quemadmodum neminem miserescit incantatoris, si mordeatur a colubro, neque
temere tractantis beluas, si dilaceretur ab illis,
Vulg.: Quis miserebitur incantatori a serpente percusso, et omnibus qui appropiant
bestiis ?
T.: Lige som ingen inckes offuer den der beswer Hugorme/ om han vorder stungen/ oc
om den der omgaas med wilde diwr bliffuer reffuen till støcke/
1550: Lige som ingen yncker den/ der besuer Hugorme/ om hånd bliffuer biden/ aff
dem saa lidet som det/ at en omgaass met vilde Diur/ oc bliffuer sønder reffuen aff dem.
MN: Lijka sem ba einn Høggorma tøfrare verdur bitinn/ Fad aumkar eingenn/ og ef
nockur vmgeingur med ville Dyr/ og verdur af beim rifinn/
Her har oversætteren øjensynlig misforstået den nty. tekst, hvor also
weinich/ alse dat må være sætningsindleder og betyde 'lige så lidt som’
(således opfattet også i 1550). IA må meningen være, at slangetæmmeren
er den, der (i modsætning til tilskuerne) har mest grund til at beklage sig
over uheldet, han har nemlig selv været ude om det - ganske som den,
der bliver bidt, når han (frivillig) omgås vilde dyr. I BCD må opfattelsen
være, at ikke engang slangetæmmeren (der kender risikoen og frivillig
har påtaget sig den) kan beklage sig. Selvom BCD således har bevaret
glosebetydningen af nty. weinich, og A erstatter den med et ord af modsat
betydningsindhold, er forskellen i opfattelse dog ret ringe, og eksemplet
berettiger næppe til at slutte, at BCD må repræsentere archetypos’ tekst,
idet meningen og den syntaktiske sammenhæng efter miogllitt ikke har
vundet i klarhed. M, der rimeligvis kun har kendt den ene af de to op-
fattelser, undlader at tage stilling og stryger de ord, der synes overflødige.
I nogle tilfælde synes Gissur at have misforstået de nty. verbalformer:
VII,24: ABCD: Hafer bu kvikfie giæt bu (BCD: -r) beirra og fær (C: + bu) bier bau
(BD: bau bier) j nijt og byhallt beim suo/
1541: Heffstu Vee so ware ydt/ Vnde bringet ydt dy nutte jn/ so beholdt ydt.
1545: HAstu Viehe/ so warte sem/ Vnd treget dirs nutz/ so behalt sie.
1538: Si sunt tibi pecora, cura illa, si commodum tibi afferunt, serua ea.
Vulg.: Pecora tibi sunt, attende illis; et si sunt utilia, perseverent apud te.
T.: Haffuer du qweg/ da tag waare der paa/ oc er det deg gaffnligt da beholt det.
1550: Haffuer du Queg/ da tag vare der paa/ oc gør det dig gaffn/ da beholt det.
MN: Hafer bu kuikfie/ so giæt bu bess. Ef bad færer bier nytseme/ ba bijhalltu bui.
Her er verbet i den hypotetiske bisætning gengivet som imperativ, og
kun den nty. tekst synes at have kunnet give anledning til denne misfor-
ståelse, jfr. at nutte jn er blevet til j nijt. Fejlen er først rettet i M.
Undertiden overføres en verbalform fejlagtig direkte til islandsk som
i følgende eksempel, hvor subjektet kræver singularis: