Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1957, Blaðsíða 75

HISTORIE - ORTOGRAFI
57
biskop Gislis dattersøn. Fra Gisli Nikulåsson må håndskriftet være gået
over til Jon Poråarson på Bakki i Melasveit (jfr. notitsen på bl. 1 r.),
og fra dennes søn I>or5ur har Årni Magnusson, der selv nedstammede
fra Gisli Jonsson, da formentlig fået håndskriftet.
Håndskriftets ortografi opviser visse faste og konsekvente træk og har
på nogle områder et forholdsvis konservativt præg, men er iøvrigt ret
uensartet og på enkelte områder præget af en ny tid. Her skal nævnes
nogle enkelte iagttagelser fra håndskriftets tekst af visdomsbøgerne.
Håndskriftet anvender både a og a. Fordelingen af disse to tegn er ofte
ret ujævn. Således dominerer a totalt på første side af Eccli, hvor der
kun er fundet eet eksempel på a, mens til gengæld a har overvejende
dominans på første side af Prov., hvor a først træffes efter næsten hele
2 spalter. For at betegne vokalens gamle kvantitetsforhold anvendes
undertiden dobbeltskrivning i form af 1. aa, 2. aa, 3. åa og 4. då (alle
4 variationer er her og i udgaven gengivet som aa): 1. afmaaer 111,33,
mad XXX 11,22, naad XXXI1,18, vmmsaat XXV,20 (bis), aa LI,38 (bis).
2. raada 1,5, naad XXXII,24. 3. aa XXIII,23, XXIV,36 og 3,28. 4. saaler
IV, 24, maa IV,25, gaatj VI,37, laata VIII,3, aadur XI,8. En enkelt gang
er observeret aa bestående af a og a: aara XXVI, 1. Dobbeltakcent an-
vendes også undertiden over enkelt a: hått XXI,30, gåfa XXVI, 17, ån
LI,33, nånd LI,34. Meget hyppigt udtrykkes å dog ved a: vppa III,2,
hialpa 11,6, lattu XI,8 m. m. fl. Derimod synes aa ikke at forekomme for
a. Ved o træffes hverken dobbeltskrivning eller akcentuering. Såvel 6
som o udtrykkes ved o: hrosa 1,30, modur \\\,5,fiesiodIII,5, rijkdom V,l,
husbonda IV, 10 overfor eksempler som sandkornn 1,2, Drottins 1,33 og
ofrikis IV,35. Vokalen u er i de fleste tilfælde forsynet med dobbelt-
akcent, hvadenten den betegner u eller u, og der kan således her ikke
tillægges akcentforekomsten nogen betydning. Akcenterne er i regelen
udført med ret svag streg, og der må derfor også forudsættes at have været
akcent i en del tilfælde, hvor håndskriftets stand nu umuliggør påvis-
ning. Akcenten (her gengivet ved enkeltakcent) forekommer, hvor nor-
maliseret islandsk har u: trur VI, 14, pu IV,3, snua V,8, og for u: hugsa
V, l, Huxa V,4, mun IV,33 m.m.fl. Heroverfor er eksempler uden akcent:
husbonda IV,10, Trufastur VI,15, (reidu)buinn V,13; huxa V,3, munj 1,29.
Også i infortis samt i konsonantisk og diftongisk brug er u meget hyppig
udstyret med dobbeltakcent: huersu, Regninu 1,2, sonu IV, 12, sky Ildu,
For lat tu V,10, suo s em ostaudug hiortun V,ll, faugnud IV, 13, dauda
IV,13, aungua VII,2, Verttu, huiskur maalugur, tungu V,16, faudurliga