Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1957, Blaðsíða 340

322
M’s FORLÆG OG REVISION
oversat i N, jfr. side 386); 24,15: og hrifsa ellegar pa audrv vyse med klokum
hreckifaurum jburttpadan bijta; 25,20: og dreysugra og [sli]kum monnum
er suo hattad sem plagast at seigia/ hin fyrsta reidin skaast p[ui] hun hætter
ecki vid fyrr en hun kemur nockrv illu til vegar med pad sista (jfr. side 169
og side 387); 26,12: pat er leidinliga illtfolk (jfr. side 169f.); 26,19: en hann
villdi giarnan helldur at hann hefdi pui fram komid\ 27,8: gief par helldur
gaum at gud mun lata gott verda (genoversat i N, jfr. side 386); 27,21:
puiat par med syner hann/ pat hann er laussinnadur/ og elskar sinn heidur
framar aullum riet tindum; 29,131: peir eau og flester aller vpp aa at ockra/
suo sem at esayas *53 kallar hinn ryka ogudrækan. Til disse eksempler
kommer endnu et par tilfælde, hvor det udeladte er oversættelse af pas-
sager, der kun forekommer i 1541 (ikke 1545 og 1552), og hvor udela-
delsen således kan skyldes revisionens sammenligning med en højtysk eller
dansk annoteret udgave: 5,19: pin kona og bom (ero pad hid) astsamlig-
asta/ par hallt pig at (jfr. side 167) og 31,26: og kiener peim heidur og
hæuersku (jfr. side 170 og side 386).
Bortser man fra noten 5,19, hvor der som påvist ovenfor er en ganske
speciel årsag til udeladelsen, kan sågodt som alle de øvrige her anførte
udeladelser forklares ved den ovenfor fremsatte teori, om at det i korrek-
turen på grund af bestræbelserne for at skalfe plads til A’s lakune kap.
20,24-30 har været nødvendigt at forkorte noterne. Tilbage bliver blot
noterne 1,18, hvor udeladelsen omfatter en temlig lang passage, og 14,13,
hvor der kun er udeladt 6 ord. Det spørsmål opstår da, om der kan tæn-
kes lignende årsager til udeladelserne i disse to noter? Spørsmålet kan be-
svares bekræftende for den førstes vedkommende. Vers 1,19 er udeladt
i A, men nyoversat i M, formentlig efter den højtyske bibel eller 1552.
Lakunen kan også her være opdaget under korrekturen, og for at skaffe
plads til indsættelsen af verset, der fylder to tryklinjer (jfr. side 334), har
man antagelig måttet afkorte noten.
At en lignende afkortnings- og udeladelsestendens praktisk talt ikke
spores i Eccli., synes at bekræfte, at Prov. må være den sidst trykte af de
to visdomsbøger. I Eccli. vidner tilføjelsen af de 20 skriftsteder ikke om
nogen knaphed på papir. Havde det været Prov., der var gået først i
trykken, havde der formentlig ikke været nogen særlig anledning til at
»knibe« satsen ved at forkorte noterne.
Af verbale ændringer i noterne, der må skyldes kontrolsammenlig-
ninger med andre udenlandske tekster end 1541, kan følgende antagelig
føres tilbage til 1552 (og/eller 1574):