Jörð - 01.06.1948, Side 161
JORÐ
351
Slíka hafði ég aldrei séð hana fyrr. En ég hafði nú heldur ekki
litið á hana síðan hún gerðist. Á Suður-Fjóni.
Eg verð annars að vara mig á að vera alltaf að hugsa um Suð-
ur-Fjón í þessu sambandi, því að þar er varla nokkur maður,
er léti sér til hugar koma, að svona nokkuð væri í frásögur fær-
andi — annars smýgur sagan út um greiparnar á mér og verður
hreinlega að engu.
Et S VAR sumargestur í húsi Sörens, hafði komist að sann-
J jjörnum kjörum og var farið með mig sem einn úr fjölskyld-
unni. Kristín, kona Iians, var ljúf og mild og suður-f jónskt kvik,
með hvítar tennur og glampandi augu, en laus við skýjaborgir.
Þessar suður-fjónsku stúlkur eru indælar og þær játa það beint
og óbeint, en dylgja ekki nreð neitt dularfullt. Það er tæpast
unnt að skýra þenna eiginleika. Það verður að þreifa á honum.
Katrín var vinnustúlka þar á heimilinu. Hún var ekki nema
átján ára, hláturmild, en fædd lífsreynd — einsog þær eru á
Suður-Fjóni. Ekki var með neinu móti unnt að lirella liana,
hneyksla eða óróa. Svona liafði hún verið frá því, að hún kom
úr móðurlífi. Þessháttar er mjög algengt á Suður-Fjóni.
Svo bar við dag nokkurn, að Sören komst að þeirri niður-
stöðu, að hann tæki Katrínu fram yfir Kristínu. Hann hafði
hugsað málið. Og Kristín setti leirílátin dálítið harkalega frá
sér og skvetti ofurlítið á útsatimaðan dúkinn, þegar hún var að
bera á borðið fyrir sunnudagskaffi, en að öðru leyti lét hún
ekki á sér sjá. Kristín og Katrín ræddu málið fram í eldhúsi, en
Sören sat inni með áhyggjusvip. Því hann tók þetta nærri sér,
en af því það gat ekki öðru vísi verið, þá. . . . „eða hvað finnst
þér?“ Við heyrðum stúlkurnar vera að tala sarnan úti í eld-
húsinu — lágværar, mildar raddir. Katrín var að hughreysta
Kristínu, skildist mér. Hún sagði, að ekki þyrftu þær tvær að
leggja fæð hvor á aðra, þóað Sören hefði gengið af göflunum.
Þetta liði hjá. . . . Gegnum opinn gluggann heyrði ég Katrínu
segja: „Ég er ekki svo heimsk, að ég trúi á karlmann. . . .“
Og Stiren og Kristín skildu, til þess að allt væri með réttri
reglu. Hann kom henni fyrir þar ekki ýkjalangt í burtu. Hún
var svolítið voteygð, þegar hún fór, en að öðru lét hún ekki á