Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1957, Page 17
ARBEJDETS SIGTE
XV
taler sin egen indsats (»I>ar eg hefe ordet optast eirnsamall ad yferlesa/
corrigera/ vtleggia/ med Jæim ødrum Hindrunum sem slijkt Eruide
vtkrefur og Stilnum og Prentuerkenu tilheyrer et ct.«), have fremkaldt
en viss kritik. I hvert fald benytter han lejligheden til i forordet til
Summaria Yfer pad Gamla Testamentid, Nupufell 1591 (citeret i Halldor
Hermannsson Icelandic Books of the Sixteenth Century, Islandica IX,
Ithaca, New York 1916, s. 33-34) - omend desværre i højst upræcise
vendinger - at vedstå en del af sin gæld til andre oversættere, af hvilke
dog kun Oddur Gottskålksson nævnes ved navn.
Det vilde i sig selv være en fristende opgave at undersøge, hvor stor
en del af æren for bibelens oversættelse og trykning der kan tilkomme
biskop Gudbrandur, og utvivlsomt vil dette problem også blive nogen-
lunde tilfredsstillende besvaret en skønne dag. Men inden vil det være
nødvendigt at angribe problemet fra anden side og foreløbig samle
interessen om mulighederne for af det samlede bibelkompleks at ud-
skille de dele, der med sikkerhed kan tilskrives andre oversættere. Her
er allerede gjort et grundlæggende arbejde, idet hele det nye testamente
med sikkerhed vides at være oversat af Oddur Gottskålksson og er
stort set uændret optaget i Gudbrandsbiblia (jfr. Jon Helgason Måli3
å Nyja testamenti Odds Gottskålkssonar, Kbh. 1929). Men også Davids
salmer må tilskrives Oddur Gottskålksson1 og sandsynligvis endnu flere
bøger af det gamle testamente.
Når kræfterne i denne afhandling koncentreres om en gennemgang
af de to bøger af det gamle testamente, som biskop Gissur Einarsson
ifølge traditionen har oversat, sker det for i forbindelse med en udgave
af Gissur Einarssons tekst2 at vise disse teksters oversættelseshistorie og
overlevering, indtil de inkorporeres i Gudbrandsbiblia 1584. Afhandlin-
gen har for såvidt sine prætentioner, som den tilstræber at udvikle en
metode for undersøgelsen af en reformatorisk oversættelse, men tillige
skulde de valgte oversættelser være de tekster, der bedst egnede sig for
en sådan behandling, idet de er de islandske bibeltekster, der set fra et
filologisk synspunkt er bedst overleveret, ja vel de bibeltekster, der af
hele den nordiske reformationstids oversættelser har den sikreste og
bedste overlevering, før de kom på tryk.
Afhandlingens metoder vil vel næppe byde på væsentlig nyt, idet
hensigten blot er ved hjælp af de til enhver tid passende historiske og
1 Forfatteren håber ved en senere lejlighed at kunne fremlægge beviset herfor.
2 Bibliotheca Amamagnæana XV.