Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1957, Page 23
EN KORTFATTET INTRODUKTION
5
Jesu Sirachs bog og Salomons ordsprog, der under titlen Gissur Einars-
sons islandske oversættelse af Ecclesiasticus og Prouerbia Salomonis nu
som Bibliotheca ArnamagnæanaXV, Kbh. 1955, er udgivet efter de eksiste-
rende ældste islandske håndskrifter og tryk, er ejendommelig nok de første
gammeltestamentlige skrifter, der i islandsk oversættelse vides at være
udsendt som selvstændige tryk, idet biskop Guåbrandur Porldksson i 1580
på Holarstolens trykkeri lod trykke og udgive disse to bøger som for-
løbere for den monumentale folioudgave af den hele bibel i reformatorisk
oversættelse, 1584.
Jesu Sirachs bog, lat. Ecclesiasticus (herefter forkortet Eccli.), er den
yngste af de her behandlede visdomsbøger, skrevet på hebræisk af Jesus
ben Eleasar ben Sirach, antagelig ca. 190 før Kr., og omsat til græsk af
hans sønnesøn, der i fortalen til værket (udgaven side 8) oplyser, at han
er kommet til Ægypten i kong Ptolomæus VII Euergetes Fyskons (170—
117) 38. år, dvs. år 132 før Kr., og her har oversat sin farfaders bog til
græsk, vel for de græsktalende jøder i Ægypten. Bogens datering stemmer
ifølge teologiske udsagn med den rosende omtale af ypperstepræsten Si-
mon II’s styre, som findes i Eccli. kap. L. Den græske oversættelse er op-
taget i Septuaginta, ligesom Vulgata fra ældste tid har haft en latinsk
oversættelse af Eccli., som må hvile på den græske tekst.
Salomons ordsprog, lat. Prouerbia (herefter forkortet Prøv.), tilskrives
ligesom Prædikerens bog og Højsangen efter traditionen kong Salomon
den vise, hvis regeringstid faldt ca. 976-ca. 936 før Kr. Dette skrift er
overleveret både på hebræisk og i oversættelse til græsk og latin.
I de ældste reformatoriske bibeloversættelser opføres Prov. blandt de
kanoniske skrifter, mens Eccli. - i lighed med, hvad tilfældet er hos jø-
derne, jfr. også Luthers udtalelse gengivet Bibliotheca Arnamagnæana
XV, side 3, linje lOf. - er henvist til apokryfferne. Heroverfor er det af
værdi at bemærke, at begge skrifter af den katolske kirke betragtes som
kanoniske, ganske på linje med for eks. Pentateuken. Indtil reformatio-
nen tvivlede man ikke i romerkirken om Eccli. s værdighed, men ved
Tridentinerkonciliets første samling (1545-49) blev spørsmålet om canon
taget op, og Vulgata-teksten fik kanonisk gyldighed, ligesom Eccli. blev
anerkendt som kanonisk skrift. Først senere har man af teologiske grunde
i den katolske kirke oprettet skællet mellem de protokanoniske skrifter i
GT. (de skrifter, som både jøder og protestanter godkender, og som fore-
lå i hebræiske grundtekster) og de deuterokanoniske skrifter (de ialt 7
skrifter, der kun forelå i græske grundtekster). Dette skæl blev imidlertid