Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1957, Síða 34

16
STOCKH. PERG. 4t0, NR. 10 (A)
bet »ny linje« praktisk talt kun kendes ved overgang til nyt kapitel), enkelte ord, ord-
rækker eller orddele i visdomsbøgernes egen tekst. Her er princippet også en vekslen
mellem de to farver, således at har sidste fremhævelse været foretaget med rødt, bruges
nu grønt osv. Som typisk eksempel på dette skifte kan anføres Prov. form. Her er flg.
fremhævelser (det kursiverede er skrevet med rødt, øvrige citater med grønt): side 203:
prologus [Hieronimi ?], side 204, linje 1: Og, 1.6: Salamon, side 205,1.1: f>o, 1.11: Gaalgar,
Refsingar, side 207,1.4: Par j mot, 1.15: Aunnur, 209,1.4: Hinpridia og 1.7: Enn jjar. Om
en mindre afvigelse se nedenfor. Princippet brydes dog noget af de med rødt skrevne no-
ter og ved sideskifte. Frekvensen i brugen af grønt og rødt blæk (bortset fra noterne)
synes at aftage noget i den sidste lille halve snes kapitler i Eccli.
Foruden at være skrevet med rødt eller grønt blæk er en stor del af disse frem-
hævelser tillige kendetegnet ved, at de, dersom de indleder ny linje, ofte blot med et
enkelt bogstav begynder allerede ude i sidens venstre margin. Eksempler på sådanne
fremhævelser, begyndende i venstre margin og skrevet med rødt blæk er: Trur vinur
Eccli. VI,17 noten, Heidra VII,29, Tru pu XII,9, Allt XIV,18, Enn heimsker XV,7, S uo
XVI.ll, Hver XX, 10, Komid XXIV,26, Sæll XXV.ll, Ef pu XXVII,9, Huer hann
XXVII,25, Hann XXXVIII,33, Packer XXXIX,(20), Mimur Prov. 10,31, Huer hann
28,27, Fiorer 30,24. Med grønt er flg.: Kiære Eccli. IV,23, Skamastu IV,31, Sa er VI,16,
Hugsa VII,10, Legstv VIII,14, Audæfe XIII,30, Giorer hann XIV,7, Nijdskur XIV,10,
Straffa XVIII,21, Auytan XXII,6, Einn XXIII,23, Sæll er XXXI,8, Huad XXXII,27,
Huer hann XXXIV,26 og 30, Adur enn pu (u med sort blæk) XXXVII,20, Par XL,5,
Auijta Prov. 9,8, Ef at ovin pinn 25,21.
For fuldstændighedens skyld skal det nævnes, at også eksempler på med sort blæk
skrevne, i marginen påbegyndte ord træffes (for eks. Hlæ Eccli. VII,12, Ottast VII,31,
Sæll XXV,12 og Trur Prov. 14,5).
Som det fremgår af ovennævnte forekomster, er eksemplerne rigest repræsenteret
i Eccli. og kun meget sparsomt i Prov., et forhold, der vel kun kan forklares udfra
skriverens aftagende agtpågivenhed under arbejdets udførelse.
Undertiden sker skiftet fra rødt eller grønt til sort blæk på en sådan måde, at det
er vanskeligt at se, hvorvidt orddele er sammenhørende eller ej: Yfer gief (her og i
det følgende er med rødt udførte bogstaver kursiverede) Eccli. VII,20, Lijt ecki i kring
XLII.13, Drottinn fijrer gaf XLVII.13, Ein prijfnadar som kona Prov. 12,4, Hlijd pu
rarflagningum 19,20, Epter fylg 23,17 og (i det følgende er med grønt udførte bogstaver
kursiverede) Fijrer lit Eccli. IV,2, Pa ogudtxkur XXI,31, Ein dygdar full XXVI,22,
Einn ogudrækur XXXII,21, Ein hijlle sæl Prov. 11,16.
I andre tilfælde følger skiftet fra rødt eller grønt til sort blæk håndskriftets linje-
eller sideskifte. Sådanne eksempler er (med rødt skrevne bogstaver kursiverede, linje-
skifte markeret med skillestreg): Laus la-ta Eccli. XXVI,12, Gleym ecki uelg- iord
XXIX,20, Taarin ec-kiunar XXXV,18, Audæ-fe Prov. 13,11, Varer rfa-rans 18,6, Einn
//«£wo(sideskifte)ttur 19,5, Fijrer polin-mædi 25,15 og (med grønt skrevne bogstaver
kursiverede) Suo m-ikil Eccli. XVI, 13, Hann fors-mar XXXV,17, Med hog-vxre Prov.
21,5 noten, iVey-ttu 23,6, Nær ed noc-kur 28,16.
Selvom håndskriftet iøvrigt ikke altfor ofte benytter etymologisk skillemåde ved
linjeudgang, er en praksis som ovenstående dog ret påfaldende - omend langtfra
usædvanlig i tidens håndskrifter. Den kan udmærket forklares udfra trangen til at
betragte linjeudgangene som velkomne cæsurer, hvadenten pauserne så har bestået
deri, at skriveren har skiftet pen (der kan ofte iagttages størrelses- og andre forskelle
mellem de med rødt eller grønt og de med sort blæk skrevne bogstaver), at han har
aftørret pennen og dyppet den i et andet blækhorn (der kan ikke påvises sikre tegn
på sammenblanding af de tre blækfarver), eller at skriveren, idet forlæget har haft