Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1957, Qupperneq 40

22
STOCKH. PERG. 4t0, NR. 10 (A)
er skrevet med rødt. Håndskriftet har undertiden en tendens til at sam-
menskrive korte præpositioner med den umiddelbart følgende rektion.
I sådanne tilfælde har udgiveren fundet det rigtigst at foretage en ord-
adskillelse.
Håndskriftets ortografi er præget dels af en konservativ tendens, der
især viser sig i mængden og arten af anvendte abbreviaturer, og dels af
en mere moderne tendens, der særlig manifesterer sig i dobbeltskrivning
af konsonanter, hvor man normalt vilde forvente enkeltkonsonant, så-
vel i ind- og udlyd som i forlyd, i overlæsning af (delvis uhjemlede) kon-
sonanter samt i udstrakt anvendelse af th for t og d (d). Om disse og
øvrige karakteristika skal der nedenfor, uden at der i nogen måde til-
sigtes fuldstændighed, gives en oversigt:
Når bortses fra a og (sammenskrevet) aa, skælner håndskriftet kun
sjælden mellem gammel kort og gammel lang vokal. Brugen af akcent-
tegn er ret minimal og yderst tilfældig. Derimod er ret hyppig akcent-
lignende tegn over i, ij og y, over i hyppigst som en tynd skråstreg fra
højre til venstre, over ij og y oftest som to prikker. Dobbelt skråstreg
kan dog også forekomme over ij: Fijrer IV,2, Neij IV,4, sijnd 17,19,
hijrningu 25,24, sjældnere over y: lynhruga XXI,10, hleypin 25,8, rygti
25,10, brytur 25,15. Omvendt er prik over i særdeles hyppig: eingill
kiemur (prik over alle i’er) 17,11. Dobbeltprik anvendes desuden næsten
altid over (sammenskrevet) aa. Undertiden findes anvendt en lille konkav
bue over u: hefur XIII,26, mun XIV,5, Iondum XVI, 10, kaupmann
XXXVII, 12, hus peckiu 25,24, uatnn 25,25, over v: huggvn VI, 16, hvn
VI,21, snnorvr XXVIII,24, hlydvnum 31,31 og sjældent over w: hwnum
17,12.
Som mange andre islandske håndskrifter fra det 16. århundrede
skælner A mellem a og (sammenskrevet) aa. (Sammenskrevet) aa, der
næsten altid er udstyret med to prikker, sjældnere to akcenter, anvendes
næsten udelukkende, hvor normaliseret islandsk har å (gammelt langt
a). En undtagelse herfra er dog i håndskriftet gammelt kort a i linje-
udgang, der, hvis pladsforholdene tillader det, meget ofte er skrevet som
aa. Eksempler herpå er: uegnaa 11,17, bif aa IV,26, skiotligaa XI,23,
ogudrækaa XII, 13, far aa XIII,9, seinstaa XW ,1 ,finnaa XVII,25, lynhrugaa
XXI, 10, gief aa XXXV,5, bordiskaa (flennsarar) XL,29 noten, hær aa L,2,
elskaa 9,8, hijliaa 10,11 og standaa 22,29. I alle disse eksempler er aa i
udgaven gengivet a. Heroverfor står en række tilfælde, hvor oprindelig
langt a er kommet til at stå i linjeudgang: fraa 11,2, saa VI, 14, aa medan