Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1957, Síða 42
24
STOCKH. PERG. 4t0, NR. 10 (A)
overføring af den hos skriveren ved konsonanterne så udbredte tendens
til dobbeltskrivning.
Håndskriftet sammenblander oprindeligt i og y,i og j,og der er her ingen
konsekvens i brugen af akcenttegn, hvadenten tegnet består af enkelt el-
ler dobbelt akcent eller enkelt eller dobbelt prik. Sammenskrevet ij anven-
des foruden for i meget ofte både for y, y og i. Bogstavet y anvendt, hvor
man burde vente /, findes for eks.: vy nstre 3,16, heilbrygtt 14,30, vysin 17,22,
a mydiu strætte 22,13 m.m.fl., for i for eks.: wyskunar 1,25, js 111,17,
styga 4,26, vynid 23,31, bytur 23,32, huyler 24,33, lyka 25,28, vyd opin
25,28, Pryr 30,18 og 29 m.m.fl. Omvendt findes i for y: flitur XIV,26, og
særdeles ofte ij for y: fijrer 1,2 m.m.fl., skijlldu 1,2, ijfer 1,10 m.m.fl.,
bijgger 1,16, trulijndum 1,16, allzkijns 7,26 m.m.fl., for y for eks.: dijrd
1,11 og 24 og for i (eller y) for eks.: mijklar 1,15, mijcklum IV,34, mickijl
4,7, skrijdur 30,19 m.fl. Sammenfaldet af ij og y er i høj grad af grafisk
art, og som andetsteds i tiden foretrækkes ofte det mere »fyldige« ij for
For i står en enkeltgang ii: sniidinu XXIV, 20(21) noten. Kort i findes også
særdeles ofte for gammelt f, for eks.: tima 1,3, i præp. VI,29, X,5 osv.,
i daudz tidini XI,27 m.m.fl. Også j for i, for eks.: j præp. 11,12 og 13,
j gien XIV, 16. Efter palatalt g og k skrives i foran fortungevokal: giæt
IV,23, giæist XXI,26, kiærtt IV, 13, junkicere XXXIII,26, giedpeckni 21,8
noten osv. En speciel anvendelse af i findes i iherusalem XXXVI, 15,
iherico XXIV, 18.
For gammelt é og af é udviklet é skriver A fortrinsvis je eller ie:
lieck præt. 8,31, jeta 30,17, ieta XXXI,13, jetur XXX,26, 25,27, ietur
30,14, ietvr XXXVII,34, imp. jettu 25,16, iet XXXI,18 (men for eks. etid
præt. part. XXXVII,34), Jeg 5,14, ieg V,l, XXXIII,17 og LI,27 og Jieg
XXXIII,17 noten, lieon XXVIII,27, 26,13, 28,1 og 15, lieonum XXV,22,
XLVII,2, lieons 19,12, lieonsins 20,2, klienodium 20,15. I udgavens vari-
antapparat er ikke her altid skælnet mellem håndskrifternes forskellige
stavemåder.
Omlydsvokalen ce skrives ofte med en cedille-agtig krølle under, for
eks. jungkiære XXXIII,26, prcel XXXIII,27, men lejlighedsvis også som
et vandretliggende 8-tal, for eks. embættis X,2, ranglætis X,8 og fatcekt
XXVI,25. For o (gammelt g) anvendes i regelen o, men også diftongen
au er hyppigt forekommende såvel i betonet som i mindre betonet sta-
velse. Diftongen au anvendes således for o i for eks.: faugnud III,6 (men
fognud IV, 13), faudurin 111,13 (men fodur 111,12), naukur XXVII,5, audrum
XXXIV, 26, daugum XLVII,1, Snaugtt XXXVIII,8, aungua XXXVII,28,