Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1957, Page 43

ORTOGRAFI
25
aungua neijin XXXIV,23, saufnudin L,22, faulsgvm LI,7, aurliga 11,26
noten. Diftongen kan også have formen av: Davggin XVII, 17.1 infortis-
stavelse skrives ofte au for u eller o: aulldraudu VII, 15, saufnaudinum XV,5,
lifaundum XLV,20 (men syrgiundum 31,6 og hinna fromundo 27,13), aur-
auggua L,4. En enkelt gang er au også observeret for u i stavelse med
hovedtryk: mauni vb. 31,1 noten. I et låneord som thesaurum dat. pi. 1,21
har au naturligvis sin oprindelige diftongiske lydværdi. Diftongen ei bru-
ges foruden for gammelt ei også for gammelt e foran g, ng og nk, for eks.:
dreigit, meingat Eccli. form. 1, side 4,1. 15, weige VI,27, heingier XXVI, 15,
deigi 6,34, deiginum 24,16, skeingtt 23,30, kreinkier XXX,19, peinkier
24,12. Diftongen kan også have form af ey: leyngdar XXXV,22. Også
udenfor denne position træffes ei for e: speigle XII, 11. Ganske som i ofte
har formen ij, og ganske som ij og y sammenblandes, skrives meget ofte
eij både for ei og for gammelt ey, således: negationen eij XXIII, 14 (men
ei XXIII,24 og 25,27 og 28), Neij IV,4, Veij interjektion 11,14 (men Vei
11,15 og Wei 11,16) og heimugleijkur 3,32; neijd 1,13, geijmer 1,18, reijnist
11,5, treijstid 11,7, heijrid III,2 og fodurleijsingana IV, 10. Omvendt findes
ey for gammelt ei, for eks.: reyde V,9, 15,1, 27,3, meystari 8,30.
De tryksvage vokaler e og o forekommer ofte for gammelt i og u,
specielt i udlyd. Eksempler fra første side i håndskriftet (Eccli. form. 1, ud-
gaven side 3-4, 1. 11): Pesse, kirkjunne, skilninge, prange, sino, nafnne,
eftter, formale, epter, ecke, halldenn, tolo, einnenn, picker, hafe, fodur-
fader, hafde, hafe, lande, fiolde, fijrer (opløst abbreviatur), uo ro, bæde,
lærder, heidre, haf der, komner (opløst abbr.), *gricklande, sialfer, Mustere.
Abbreviaturen for er hægtes meget ofte især i udlyd på -e: er IV, 16, XV,20,
erfingia XXIII,32, mier XXIV,23 (jfr. ue /.a = uera 111,20 med uxa = uera
IV, 11 (x her = er-abbreviatur); i sådanne tilfælde er aldrig opløst -eer,
men altid -er). Abbreviaturen hæftes også på -i: fægier XII, 11 m.m.fl. I
sidste tilfælde opløses altid til -ier i overensstemmelse med håndskriftets
ortografi, hvor sådanne forbindelser skrives fuldtud: sækier XXIX,34,
mustier ed XLIX,14, styggier 20,2, sackier 20,4, lækiernner 21,1, fylgier
21,21. Også i fortis træffes undtagelsesvis o for u: skolu XXXVII,11. Om-
vendt skrives i låneordet kdrdna f. og vb. i regelen u (eller v) i pænultima:
koruno 4,9, koruna 14,18 og 17,6, korvna 14,24, Korvna 27,24 noten,
korvnna 16,31, korvnnann 27,24 og korvna vb. XV, 6.
Konsonanter med fordoblingstegn er ret hyppige, specielt g: aa
leggia X,6, aa hyggiu fullur XVIII,28, byggier XXI,9, hyggins XXI, 16,
glugga XXI,26, hoggorm XXVI,9, hrygguan XXX,21, auruggur 3,23, liggia