Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1957, Page 82
64
C’s SKRIVER
København og de nordtyske byer. Han fik også gjort det til en embeds-
pligt for stiftets præster at besøge hver eneste gård i sognet og foretage
huskatekisationer. For at bedre præsternes kår blev der, oftest i samar-
bejde med biskop GuSbrandur Porlåksson på Nordlandet, indført en
række reformer. Således blev der af kongsjordene udlagt ialt 32 gårde
som præstegårde i Skålholt stift, ligesom der i 1569-71 blev indført den
ordning, at de vordende præster, indtil de kunde modtage præstevielse,
blev ansat som diakoner på mere velstillede præstegæld. På sine hyppige
visitatsrejser foretog Gisli adskillige opdelinger og reguleringer af kirkens
jordegods og var meget ihærdig med at få nedskrevet fortegnelser over
kirkernes ejendele. Resultatet af disse bestræbelser var en »måldagabok«,
som nu kun kendes i afskrifter. Også for genopbygningen af Skålholt
domkirke fik Gisli stor betydning. Kirken stod færdig 1567. Biskoppens
reformarbejde omfattede også bestræbelser for at højne ægteskabsmora-
len. Allerede 1559 fastsatte han strenge straffe for ægteskabsbrud, poly-
gami og blodskam. Denne tendens førte til vedtagelsen af den i århundre-
der så berygtede »Storidomur« af 30. juni 1564 (jfr. Dipi. Isl. XIV, s.
271-76), der dog blev gennemført udelukkende af verdslige instanser, og
hvorved jurisdiktionen i ægteskabs- og horsager helt overgik fra klerikal
til verdslig myndighed.
Gisli Jonsson var anden gang gift med en præsteenke, Fordis Jons-
dottir. Dette ægteskab synes at have været barnløst. På hjemvejen fra en
visitatsrejse på Sydlandet blev Gisli syg og døde på præstesædet Garøar
på Ålftanes (søndenfor Bessastaåir) den 3. september (30. august?) 1587.
Hans lig førtes til Skålholt, hvor han blev begravet i domkirken. Gisli
Jonsson skabte sig et ret smukt eftermæle som en retfærdig og nidkær
kirkens tjæner, der dog ikke formåede at vise den samme kløgt overfor
kongemagten som Gissur Einarsson. Han forekom noget hård i sin myn-
dighed overfor stiftets præster, der undertiden måtte tåle tvangsforflyt-
telser, og noget egenrådig i sin ikke altid helt uvildige eller uegennyttige
jordpolitik.
En ikke helt uvæsentlig side af Gisli Jonssons virksomhed var, ligesom
tilfældet var med de øvrige første lutherske superintendenter, hans litte-
rære arbejde. Den nye lære krævede trosskrifter og anden litteratur, der
kunde vejlede lærd som læg. Kirkens ledere mødte derfor påtrængende
krav om udgivelse af sådanne skrifter. Om Gisli Jonssons indsats og
hans forudsætninger for at yde noget på dette felt meddeler kilderne
højst ufuldstændige og undertiden også ret modstridende oplysninger.