Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1957, Page 137
SIDSTE REJSE TIL DANMARK OG NORDTYSKLAND 119
Gissur var nu, vel på anden måde, end han egentlig havde tænkt sig,
kommet til at sidde fast i bispesædet. Nu skulde positionen udbygges, og
reformationen indføres i stiftet. Han foretog en længere visitatsrejse og
søgte at bringe orden på bispestolens gods, og her kunde han udnytte
sine store evner som en tolerant organisator.
I året 1542 gik rejsen atter til Danmark. Chr. III havde ønsket at
forhandle om »det aandelige Regimente« og »en Christelig Reforma-
tion oc Skick« (antagelig de 26 artikler bevilgede i Ribe 4. maj 1541, trykti
Kbh. 1542, jfr. Lauritz Nielsen Dansk Bibliografi 1482-1550, s. 6) med de
islandske biskopper og stævnede både Gissur Einarsson og J6n Arason til
København, jfr. Dipi. Isl. X, s. 700-711. Efter at præstestævnet og altinget
1542 var overstået, fandt Gissur tiden inde til at besøge kongen og samti-
dig modtage den vielse, han endnu manglede, og den 5. juli 1542 rejste
han med sit følge, hvor iblandt befandt sig séra Gisli Jonsson, til Køben-
havn. Biskop J6n Arason agtede ikke selv at følge kongens indbydelse,
men lod sig repræsentere bl. a. af sin søn, séra Sigurdur Jonsson på
Grenja5arsta5ur, og den senere biskop 6lafur Hjaltason, men disse rejste
ikke sammen med Gissur.
Gissur Einarsson og hans mænd kom til København den 25. juli.
Gissur selv blev indkvarteret hos »Doctor Cristiern«, formentlig uni-
versitetets rektor, Chr. Morsing, og besøgte 6-7 gange Peder Palladius,
som bispeviede Gissur Einarsson den 3. oktober 1542.
Ved forhandlingerne med kongen lykkedes det Gissur Einarsson at
opnå meget betydelige fordele for sit stift. Ikke alene sikredes præsternes
indtægter, samtidig med at det påbødes dem at opdrage folket til luther-
dommen og udrydde de katolske skikke, jfr. Dipi. Isl. XI, s. 168-173;
men Gissur fik også udvirket, at klostrenes ejendomme i stiftet ikke til-
faldt kronen, og at kongen udstedte befalinger om, at der på klostrene
Helgafell og Vi6ey skulde oprettes latinskoler og mindre skoler på de
øvrige klostre, Lykkvabær, SkriSa og Kirlcjubær, hvor undervisning og
ophold skulde bekostes af klostergodset (Dipi. Isl. XI, s. 175-178). Selv-
om kongen en måned senere, og efter at Gissur Einarsson havde forladt
København, ændrede bestemmelserne med hensyn til Videykloster og
gjorde det til kongsgård for lensmanden Otte Stigsøn, var klostrenes
overgang til islandske skoler en meget stor diplomatisk sejr for den unge
superintendent, hvem ungdommens rette opdragelse og uddannelse lå
stærkt på sinde, og som for sit stift ikke blot havde opnået at få gennem-
ført en ublodig reformation, men også gennem de sidste forhandlinger