Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1957, Blaðsíða 140

122
GISSUR EINARSSON
Kort efter nedtagningen af KaldaSarneskorset blev Gissur Einarsson
alvorligt syg, en sygdom, der den 24. eller 25. marts 1548 medførte hans
død. Katolikkerne så naturligvis i Gissurs sygdom og død Guds hævn,
fordi han fjærnede korset og forbød folk at fortsætte den katolske hel-
gendyrkelse. Hans død er skildret i Jon Halldorssons Biskupasogur I,
s. 62-63. Han blev jordfæstet i Skålholt domkirke, men hans lig blev af
J6n Arasons mænd, da denne 1550 indtog Skålholt, og kirken skulde
renses for kætteri, taget op og begravet udenfor kirkegården. På kongens
befaling blev Gissurs jordiske rester dog senere begravet i kirken, således
at der mellem ham og Oddur Gottskålksson, som døde 1556, kun ligger
een mand ved navn 6lafur »danski«. Denne Olafur var skolemester i
Skålholt og druknede i Bruarå 1555.
Forsøger man efter en senere tids målestok at danne sig et helheds-
billede af den første lutherske biskop i Skålholt, fremtoner der et ud-
præget forstandsmenneske, der næsten altid forstod at vise klogt måde-
hold og mild tolerance, en tolerance, der var langt mere udpræget og i
pagt med renaissancetidens humanisme end hos de senere lutheranere,
og som måske tydeligst viste sig i Gissurs fredelige forhold til Jon Arason
og hans mænd. Gissur var i mange henseender et ægtefødt barn af
bibelhumanismens tidsalder. Især den senere del af hans liv synes i
mange måder levet efter princippet »svaviter in modo, fortiter in re«.
Han var en fortrinlig administrator, der i videst muligt omfang sikrede
bispestol og klostre for landet selv, og han bidrog meget til at etablere
et godt forhold til Chr. III. Overfor sine undersåtter førte han en klog,
fornuftspræget politik og sikrede sig ofte, mere klogt end egentlig tiltalende,
sine mulige kritikeres loyalitet ved at forskaffe dem betydelige embeder.
Gissurs forhold til den affældige og blinde bisp Ogmundur er den
side af hans liv, der kaster mest skygge over hans karakter, og forskellige
fremstillinger har villet tyde hans optræden overfor Ogmundur som ud-
slag af troløshed og lumskhed. Påll Eggert Olason forsvarer på dette
område stærkt Gissurs handlemåde. Man må også her erindre sig den
vanskelige stilling, de første lutheranere havde ikke blot på Island, men
også i andre lande. Der var også på Island god tradition for i de hårdeste
modgangstider så at sige at skjule sit rette sindelag. Oddur Gottskålksson,
over hvis eftermæle der ikke falder megen skygge (jfr. Menn og menntir
II, s. 291-305), måtte således også skjule sin tro for Ogmundur og fore-
give, at han afskrev gamle kirkelove og bispekundgørelser, for at få
Ogmundur til at udlevere sig papir til oversættelsen af NT.s evangelier.