Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1957, Page 165

UDBREDELSE AF LUTHERSK LITTERATUR
147
påbyder præsterne at anvende postillen »hafandi sermon a huern drott-
insdag oc aunnur hatidar holld epter bui sem bær innehallda. og bar
med texta frædanna j modurmale.«. De præster, der forkynder ordet
imod »adurgreindum logteknum sermonsbokum«, trues: »Og ef beir ero
nockurer sem bessu minv bodi uilia ecki hlyda ba uite bess uisa von ad
beir muni bar um aklagader uerda.« (Dipi. Isl. XI, s. 540-41).
Opfordringen til at benytte Corvinus’ postil eller lære »textann
frædanna j modrmale« gentages også til præsterne enkeltvis, således til
séra I>6r8ur Pålsson i Hraungerdi (Dipi. Isl. XI, s. 596), til séra Bjorn
Olafsson i Arnarbæli (næppe endnu i Hruni, som diplomatariet hævder)
(loc. cit. s. 597) og til séra Snorri Hjålmsson officialis på Holt undir
Eyjafjollum (s. 598). At disse (og andre) påmindelser må have resulteret
i, at præsterne virkelig anskaffede bøgerne, ses bl. a. af et notat fra juli
1547: »Vtteknar af Oddi Goskalkssyni xxvi postillur sendar j austfjordu
til siera Einarz. feingin siera Jone Einarssyne ein bar vt af. Jtem tekin
til lanz j bok af siera Simone sem hann skylldi binda vegna siera Biornz
og send siera Jone Einarssyni. Jtem fyrir Porlaksmessu kom til mijn fra
Oddi xx postillur. feingin sera Simone Ein af beim. Ein af bessum bokum
reyndist ecki nyt sakir defectum.« (Dipi. Isl. XI, s. 562).
Alle disse citater viser, hvor intenst Gissur deltog i udbredelsen af de
bøger, Oddur Gottskålksson havde ladet trykke. Samarbejdet mellem de
to venner havde dog, som vi allerede har set, langt videre perspektiv.
Der må ved oversættelsen af Corvinus’ hele værk have foreligget en klar
aftale om, hvad hver af de to skulde oversætte, og oversættelsen blev
gennemført.
Det er sikkert udelukkende altfor tidlig død, der har forhindret de to
venner at oversætte hele bibelen sammen. Hvor stor en andel der var
tiltænkt Gissur, ved vi ikke nu. Det krævende embede, Gissur beklædte,
må have lagt ikke så lidt beslag på hans kræfter. Den tid, Gissur an-
vendte til oversættelsen af de to visdomsbøger, vinteren 1545-46, synes
at have været en forholdsvis rolig tid for Skålholt-bispen. Antallet af
diplomer fra hans hånd er i hvert fald forholdsvis ringe i denne tid. At
Gissur synes at have været besluttet på at oversætte mere end netop de
to visdomsbøger, kan man vel slutte af den omstændighed, at han i over-
sættelsen har medtaget hele fortalen til Salomonsbøgerne (jfr. udgaven
side 203-9).
Som tingene kom til at forløbe, er det tvivlsomt, om Gissur Einarsson
nåede væsentlig flere bidrag til det gamle testamentes oversættelse end de