Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1957, Page 214

196
PROVERBIERNE
ikke findes i Vulgata), at de ofte findes ret tæt på hinanden og øjensynlig
tiltager mod slutningen af Prov., vidnende om en tiltagende brug af den
latinske tekst.
Til trods for, at Vulgata på denne måde bliver en væsentlig kilde for
proverbieoversættelsen, er 1541 alligevel oversættelsens hovedforlæg. Det
er ikke blot dette forlæg, der i det hele og store følges, men også i eks-
empelrækken ovenfor kan det iagttages, hvordan 1541 ’s tekst stadig er
medvirkende under udformningen af den islandske oversættelse, ofte selv
i de mest vulgatapåvirkede vers. Anføres må det også, at oversætteren
undertiden følger 1541, hvor Vulgatas tekst er klarere og bedre egnet til
direkte oversættelse til islandsk, og hvor det, dersom oversætteren stod
frit stillet mellem de to forlæg, vilde være naturligt i højere grad at følge
Vulgata. Et sådant eksempel er 16,24-25 (jfr. side 185), hvor A har:
24 Ræda hins vingiamliga er sem (B: 4-) hunangs seimur Hugga salina og giedia beinen.
25 Morgum fieckist einn vegur uel/ enn hans ed sijdsta (BC: sidasta) leyder hann (B:
4-, C: + vel) til dauda
1541: 24 De rede des Frundtliken synt honnichseem. Trosten de Seele/ vnd vorfrouwen
de Knaken. 25 Mennigem behaget ein wech wol Auerst syn leste gheit thom Dode.
Vulg.:24 Favus mellis composita verba; dulcedo animæ sanitas ossium. 25 Est via quæ
videtur homini recta, et novissima ejus ducunt ad mortern.
M: 24 Ræda hins vingiamliga er sem Hunangs seimur/ Huggun Saalarinnar og Giede
Beinanna. 25 Mørgum fieckist einn vegur vel/ enn hans hid sijdsta liggur til Dauda.
Her virker den islandske udlægning nærmest krampagtig i forsøget
på at følge den nty. tekst.
Ikke alle afvigelser fra 1541 ’s tekst kan imidlertid forklares ved
vulgatapåvirkning. En viss vilkårlighed gør sig, omend i beskeden grad,
gældende hos oversætteren. Denne vilkårlighed kan bl. a. vise sig i bru-
gen af tautologiske udtryk og i tilføjelse af enkelte ord. Da oversættel-
sen ikke kendes i originalmanuskript, behøver der ikke at være tvingende
grund til at tro, at samtlige sådanne tautologiske udtryk og tilføjelser
går tilbage til archetypos, idet de udmærket kan skyldes en afskrivers
trang til variation.
Proverbieteksten indeholder i A et ret stort antal tautologiske varia-
tioner. Af disse findes imidlertid langt de fleste kun i A, men ikke i B
eller C eller i de trykte udgaver M og N. Sådanne variationer må da til-
skrives A’s skriver (eller skriveren af A’s forlæg?), jfr. herom side 305fif.
Håndskrifternes proverbietekst indeholder tilsyneladende undertiden
eksempler på tilføjelser, der ikke umiddelbart kan forklares udfra 1541
eller den i det foregående benyttede vulgatatekst: