Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1957, Blaðsíða 236
218
ECCLESIASTICUS’ SEKUNDÆRE FORLÆG
III’s danske bibel fra 1550 den første tekst, der har det tilsvarende ud-
tryk : oc klager saare/ Det er en dyr tid, mens T. har en swaar tid, og de
tyske og latinske tekster har schwere zeit, eine sware tydt, 'tempus' og
difficilia tempora, kan man alene af kronologiske grunde med relativ
sikkerhed udelukke muligheden for enhver påvirkning fra 1550 (natur-
ligvis under forudsætning af, at den tabte Tidemands 1. udgave også
har haft swaar). Ligheden må her og i de få andre analoge tilfælde skyl-
des lighed i en tilfældig stilistisk bestræbelse, en aktuel fortolkning eller
måske beslægtet oversættelsestradition fra latin.
I en del andre tilfælde er det umuligt at afgøre, hvilken af kilderne
der har været den bestemmende for det udtryk, oversætteren har valgt.
Når således for eks. XXVIII,29 i de isl. tekster og hos Tidemand har
henholdsvis Q>itt) guil og silfur og dit guld oc sølff, mens de nedertyske
udgaver har dyn gelt vnd(e) siiluer, kan gulijguld stamme både fra hty.
(dem gold vnd silber), fra Vulgata (Aurum tuum et argentum) og 1538
(Aurum et argentum tuum). Der består således en teoretisk mulighed for,
at Gissur Einarsson kan have udtrykket fra Tidemand.
De ovenfor anførte citater bekræfter, at Peder Tidemand har benyttet
1538, der som forlæg må have rangeret nogenlunde på linje med den
nedertyske bibeludgave fra 1533-34. Derimod kan det ikke på grundlag
af det foreliggende materiale med sikkerhed godtgøres, at Tidemand og-
så har benyttet Vulgata, idet de få fundne eksempler, der kunde tyde på
en sådan påvirkning, frembyder et yderst svagt materiale, hvor overens-
stemmelserne let kan forklares tilfredsstillende, uden at det engang vil
være nødvendigt at ty til sådanne forklaringer, som forudsætter glose-
erindringer fra Vulgata hos Tidemand. løvrigt er i regelen de her an-
førte vulgatacitaters hele syntaktiske opbygning og ofte også glosefor-
rådet så uligt både Gissur Einarssons og Tidemands tekst, at enhver
teori om dyberegående påvirkning må afvises.
Som det senere skal ses, har Gissur Einarsson modtaget direkte på-
virkninger både fra 1538 og Vulgata. Men det ovenfor citerede materiale
synes også at sandsynliggøre, at han har kendt Peder Tidemands tekst,
hvadenten denne så har været teksten fra 1541 eller den nu tabte tidligere
udgave, idet det næppe vil være muligt at forklare alle de under d) nævnte
eksempler som beroende på rene stilistiske tilfældigheder. Tidemand har
dog næppe været af særlig betydning som kilde, og som det følgende
materiale vil vise, har Gissur Einarsson fra 1538 modtaget adskillige
påvirkninger, som ikke genfindes hos Tidemand.