Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1957, Page 254

236
ECCLESIASTICUS’ SEKUNDÆRE FORLÆG
eller i forskelligt omfang. Denne omstændighed vil blive taget op til nær-
mere behandling i det følgende kapitel.
Men de anførte eksempler og det forhold, at det i enkelte tilfælde er
lykkedes med sikkerhed at påvise Gissur Einarssons afhængighed af en
lang række kilder, må uvilkårlig rejse spørsmålet, om en oversætter vir-
kelig skulde have benyttet såmange kilder eller forlæg til sin oversættelse ?
Spørsmålet vil ikke mindst udfra nutidig opfattelse og kendskab til
moderne oversætterpraksis være naturligt. Man må imidlertid her be-
tænke, at Gissur Einarsson - ligesom hans islandske samtid - foretog
sine oversættelser uden brug af ordbøger i nutidig forstand. Tiden var
ganske vist ikke helt uden leksikalske hjælpemidler, idet der eksisterede
enkelte latinske vokabularier, men det har ikke været muligt med be-
stemthed at påvise benyttelse af sådanne vokabularier hos Gissur. De
vilde antagelig også kun have været til liden nytte, al den stund ingen
af dem har indeholdt oversættelser til islandsk. Man må kunne gå udfra,
at Gissur Einarsson ved oversætterarbejdet så godt som udelukkende
har været henvist til sit eget ordforråd og glosekendskab på de forskel-
lige sprog. Hans arbejdsmetoder må derfor have adskilt sig væsentlig fra
nutidens.
Det har formentlig været Gissur Einarssons første opgave, efter at
han havde fattet beslutningen om at påbegynde oversættelsen, at samle
så mange udgaver som muligt af de tekster, han vilde oversætte, på alle
de sprog, han havde nogenlunde kendskab til. Han har næppe i første
række ønsket at sikre sig den »rigtige« eller originale kildetekst som ud-
gangspunkt - efter nutidens opfattelse Luthers sidst reviderede højtyske
oversættelse. Men han har anset det for vigtigst at have en fyldig repræ-
sentation af teksterne på forskellige sprog til rådighed under arbejdet.
Oversættelsens hovedgrundlag måtte blive den nedertyske luthertekst,
nedertysk, fordi dette sprog var det fremmedsprog, Gissur beherskede
bedst. Men de andre tekster var en hjælp til arbejdets gennemførelse.
Det var dem, Gissur Einarsson tyede til overalt, hvor han måtte komme
i tvivl om glosebetydninger eller adækvate oversættelsesmuligheder, som
for eks. når den nedertyske teksts syntaktiske opbygning kun vanskeligt
lod sig overføre til islandsk.
Gissur Einarsson havde ikke blot gode kundskaber i nedertysk. Hans
kundskaber i latin har givetvis også været gode, sådan som datidens
lærde alle til en viss grad beherskede latinen. Derfor har Justus Jonas’
latinske oversættelse af Eccli. været et ganske naturligt hjælpemiddel,