Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1957, Page 289

FEJL OG SKØDESLØSHEDER I OVERSÆTTELSEN 271
XXXI,27: ABCD: Einn matar milldann mann lofar albydann/ og seigia (BD: seiger,
BC: + ad) hann sie (BD: + eirn, C: afsk.) ærligur mann (D: madur)/ og sligt er godur
PRis
1541: Einen Spysemilden Man/ lauen de Lude/ Vnde seggenl he sy ein eerlick Mann/
Vnd solckes ys ein gudt rhom/
1545: EJnen kostfreien Man/ loben die Leute/ vnd sagen/ Er sey ein ehrlicher Man/
Vnd solches ist ein guter rhum.
1538: Virum beneficum et hospitalem, laudant homines, dicuntque eum esse uirum
honestum (quæ quidem eximia laus est)
Vulg.: Splendidum in panibus benedicent labia multorum, et testimonium veritatis
illius fidele.
T.: Folckene prise en runder brødgiffuere/ oc sigel at han er en ærlig mand/ oc det
er ett kosteligt loff/
1550: Folckene rose en rund Brødgiffuere/ oc sigel at hånd er en erlig Mand/ Oc det
er en god ross.
MN: Eirn matarmilldann mann lofar Aljrydan/ og seigia hann sie ærligur mann/ og
slijkt er godur prijs/
Selvom BD har det grammatisk korrekte seiger, og selvom alpydan
er et kollektivt substantiv, er der grund til at tro, at verbets pluralisform
er influeret, og har været det allerede i archetypos, af det nty. forlæg. M
og N retter ikke.
I nogle tilfælde foreligger der andre eksempler på tilsyneladende
manglende kongruensbøjning, således mindre lapsus vedrørende de de-
monstrative pronominer, forårsaget af, at disse på nty. i piur. har samme
form i alle tre genera:
XLVI,15: ABCD: beirra bein (B: beirra baurn, C: beir sem) biomgast iafnan nu enn
(BD: en iafnan nu, C: enn nu jafnan) bar peir liggia og beirra nafn uerdur einen
(BCD: ~) prijsad a beirra bornum huerium (BD: huorium) bat er til erfda fallid
1541: Ere Gebente gronen noch yttmmer/ dar se liggen/ Vnde er name/ werth gepryset
jn eren Kindern/ vp welckere he geeruet ys.
1545: Jr Gebeine grunen noch jmer/ da sie ligen/ Vnd jr name wird gepreiset in jren
Kindern/ auff welche er geerbet ist.
1538: Ossa eorum subinde ad hue (ubi cubant) uirent. Et nornen eorum floret apud
filios, ad quos transmissum est.
Vulg.: et ossa eorum pullulent de loco suo, Et nornen eorum permaneat in æternum,
permanens ad filios illorum, sanetorum virorum gloria.
T.: Deres been grønes endnu stedze der som de ligge/ oc deres naffn prises wdi deres
børn hwilcke det er faldet till arffue.
1550: Deris been grønis end nu stedze/ der som de ligge/ Oc deris naffn prisis i deris
Børn/ paa huilcke det er arffuit.
MN: beirra bein biomgast enn nu bar sem ]>au liggia/ Og beirra Nafn verdur prijsad
a beirra børnum/ huerium bad er til erfda fallid.
Her lader det sig næppe med sikkerhed afgøre, om 1541 ’s se er n.pl.
eller m.pl. (dvs. visende tilbage på »dommerne«). Vulgatas ordlyd synes
dog at vise, at en opfattelse af se som n. pi. må være den rigtige. Gissurs