Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1957, Page 301

A-D-LIGHEDER
283
visningsordet er misforstået i både A og D. 1541 har her Vormeten, der
kunde gå på både vormeten i vers 28 og vormeten i vers 29. Første fore-
komst er på islandsk gengivet ved metnnugum, anden ved Metnugur,
alligevel har henvisningsordet i A fået formen metnadur, i D Metnadur.
Noten findes ikke i BC, og den for AD fælles fejl går vel tilbage til arche-
typos eller senere fælles forlæg. VII,21: kostuligre enn nockut gull/, hvor
1541 har yennich, men A og D henholdsvis mikid og mickid. VII,29:
Heidra fodur pinn, hvor AD tilføjer og modur, i D er disse to ord dog
omprikket. XXVI, 14 (jfr. side 260), hvor AD har sier overfor BC’s rig-
tigere merkier. XLV,13: med liose og rietti listiliga giortt med gimsteinum,
hvor A efter rietti har et overstreget -ligstil, og D for rietti listiliga har
riettiliga, og fragmentet g har kristiliga for listiliga. Stedet har i det hele
været særlig udsat for interpolationer: A udelader liose og (hvorfor M
går et skridt videre og udelader med - rietti). XLIX,17: emgin og sem
iosep (1541: Dem Joseph ock nemandt/), hvor AD for og har er, idet begge
skrivere øjensynlig har ladet sig påvirke af det foregående vers, der ind-
ledes: Eingin er sa af iordu skaptur. Endvidere skal her omtales tre eks-
empler, hvor A og D tilsyneladende udviser oplæg til fælles skrivervaria-
tioner: IV,2, hvor 1541’s den Nodtrojftigen i A gengives ved skrivervaria-
tionen pann hinn naudpurftuga/ eda naudstaddann, mens D har pann hinn
naudpurfanda og BC pann hinn naudstadda; her stammer skrivervaria-
tionen i A imidlertid fra vers 1, der i A slutter med hin naudpurftuga, i
BCD med hinn naudpurfanda, D’s form bliver således en ren gentagelse
af slutningsordlyden i vers 1, og oplæget til fælles skrivervariation for A
og D er kun tilsyneladende. XX,25, hvor De Logen ys eine vordretlick
schandflecke i A gengives Lijgenn er smannarligur hiutur og skamar fleckur
og i D Ly gin er smånarligur hiutur ogfleckur, mens BC har Ly gin er smanarligr
skammarfleckur (C: og skamarligur fle[ckur]) •; her er det imidlertid sand-
synligt, at hiutur både i A og D stammer fra den foregående linje (vers
24), hvorfra begge skrivere ved en fejltagelse har hentet ordet. XLVIII,25,
hvor vp dem wege Dauid synes Vaders i A ved en skrivervariation gengives
aa ueigi drottinnsj og dauijdz sins fodurs og i D aa vegi drottens, mens BC
har bevaret den oprindelige tekst a veigi dauidz. sins faudurs; her er det
muligt, at A’s og D’s skrivere hver for sig har ført i pennen, hvad en teolog
udfra sit almene kendskab til bibelsproget snarest har ventet måtte følge
efter vegi, hvorefter A’s skriver har opdaget fejlskrivningen (hvad D’s skri-
ver ikke har) og har rettet in scribendo. D behøver således ikke at være af-
hængig af A.