Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1957, Síða 308
290
STEM MATA
auerst synem Kynde tho weeck ys/, AB: Enn sa hann (B: H-) er oflinur sinu
barnne (B: bårne sinu)). XXX,20: og styrer par vel (D: -ir) epter (vnde
suchtet darna, AB: og stynvr par epter). XLIII,19: C: riett sem pa [at
fa]lla grastoppar nidr, D: lijka sem på gr as hToppar{\) falla nidr (gerade
alse wenn sick de Howsprincken neddergeuen/, AB: riett sem pa at gras
hoppar falla nidur). I sidste tilfælde er det øjensynlig, at C’s skriver må
have misforstået sammenhængen (i vers 23 omtales, hvordan norden-
vinden »visid giorer allt {rad [sem] grænt er sem annar elldr«. D’s form
er mindre gennemskuelig. At skriveren her har bevaret h foran T kunde
imidlertid tyde på, at hans forlæg har haft den rigtige form (der genfindes
iB).
Der gives næppe objektive kriterier for at afgøre, hvornår visse af de
ovenfor angivne ligheder beror på fælles forlæg eller på de pågældende
skriveres ensartede reaktion overfor de faldgruber, forlægene har inde-
holdt. Man vil være tilbøjelig til at mene, at en del af overensstemmel-
serne ovenfor, for eks. C’s og D’s fælles fejl, må være opstået på denne
sidste måde - og altså beror på en slags psykisk begrundet coincidens.
Andre overensstemmelser, specielt B-D-lighederne vil ikke kunne for-
klares uden forudsættelse af fælles forlæg. Man kan endvidere ikke helt
udelukke muligheden af visse tværgående påvirkninger. Side 258 f. og 262
er omtalt en tilsyneladende fællespåvirkning fra Tidemand og/eller 1550
på C (eller a) og D. Det har kunnet påvises, at C i særlig grad er påvirket
af 1550 (jfr. side 245 f. og side 254-55). Er den nævnte påvirkning af D af
samme art, øges muhgheden for en momentan indflydelse fra C på
D. Side 281-82 er anført en række eksempler, der tyder på, at C(a) som
forlæg til Prov. form. har benyttet A eller et A nærstående håndskrift og
således har anvendt mere end eet forlæg. Gisli Jonsson har utvivlsomt
arbejdet ikke sålidt med de to visdomsbøger, og kundskaben herom kan
have været medvirkende til hos hans biografer at fremkalde den falske
forestilling, at Gisli skulde have oversat Eccli. (jfr. side 67-68).
Der har tidligere i dette arbejde været nævnt den mulighed, at afskriv-
ning af de to visdomsbøger ligefrem kan være indgået som led i den
teologiske undervisning på præsteskolen i Skålholt. Måske kan da visse
af de multilaterale påvirkninger, særlig vedrørende de udenlandske kilder,
der i forskellig grad har gjort sig gældende i de overleverede håndskrifter,
føres tilbage til de teologiske læreres vejledende virksomhed.
Påvisningen af den nedertyske tekst som forlæg for oversættelsen
letter i høj grad elimineringen af åbenlyse fejl, hvadenten disse findes i et