Studia Islandica - 01.06.1989, Qupperneq 125

123
at man ikke kan tænke sig en Olavssaga som ikke har indeholdt et afsnit om
Olavs skrinlæggelse og mirakler. Men forfatteren af „Ældste saga“ kan jo have
ræsonneret ligesom Theodricus, at der ikke var nogen grund til at udbrede sig
om ting der allerede var behandlet af andre.408
Es gibt eine Reihe Ubereinstimmungen zwischen der Álte-
sten Saga und Theodoricus’ Chronik, von denen einige evtl.
auf schriftliche Abhángigkeit hinweisen. Voraussetzung ist
allerdings, da6 die Legendarische Óláfs saga, die hier als Ver-
gleichsmaterial dient, in der Hauptsache (bzw. mit einigen
Ausnahmen) wirklich ein Áquivalent der (nur fragmentarisch
erhaltenen) Áltesten Saga ist, wie man annimmt.409 Folgendes
Beispiel sei angefiihrt:
Oc bio [Olafr] nu knarru sina væstan af Ænglande oc æigi mæira lið en .xx.
menn oc hundrað, alla væl buna at vapnom oc at hærrklæðom, firir þui at hann
træystizc mæir guðs miscunaræfling en manna./—/
/.../hellt hann [Olafr] tvæim knarrum væstan af Ænglande/.../oc komo af
hafeno utan at Staðe oc þar a land i æy æina litla, er hæitir Sæla. Þa mællte kon-
ongr, let þa timadag land hava tækit, oc þa quað hann þa komna i Sælo, talde
þetta mindu vera goða vitnæskiu, er sva hævir at boret.410
Olafr hælldr skipum sinum i sund, þau er Sauðungssund hæita, oc bio lið sitt
sem til bardaga. Hann læggr sinum megin sunzens hvarn knorren. Siðan let
hann vera strængi i kaveno milli skipanna/.. ./A þæim dægi sigldi Hakon jarl
Æirikssun ut æftir sundinu Sauðungssundi með .ij. skip. Var annat langskip,
en annat skuta./—/hafðu þæir þa litinn ugg a ser, þo at Hakon sæ skipen i
sundinu firir ser; firir þui at hann ætlar kaupmenn vera./—/Rœr nu jarlenn
fram i sundet milli skipanna. Nu let Olafr hæimta upp strængina/.../ En er
strængirnir varo upp dregner milli skipana, þa drogozt knærrirnir saman, oc
læypti snækciunni i kaf undir jarlenom oc allum þæim, er a varo. Nu dasaðezc
þar listulegfor jarlsens, þui at hann varsialfrasundi tækinn./—/En jarlenn var
af kave dregenn at konongs raðe oc aller hans menn/.../ 411
/.. ./paravit Olavus iter suum in Norwagiam cum duabus onerariis navibus et
sociis apprime armatis, qui dicuntur fuisse centum viginti omnes loricati. Pro-
spero ergo cursu transmisso oceano applicuit primo quodam divino præsagio
ad insulam quandam, quæ materna lingua nostra dicitur Sæla, latine vero in-
terpretatur felicitas, nimirum portendens futuram viri beatitudinem et quia
spem felicitatis æternæ toti patriæ auspicio sui adventus invexerit. Abhinc na-
vigavit in locum, qui dicitur Sauthungsund, ubi et moratusest aliquot dies. Ibi
tunc perlatum est ad eum, adventare Hacon filium Erici cum duabus navibus,
una parva, quam nos vocamus scuta, altera longa, quam antiqui vocabant li-
burnaml... /
Quo comperto Olavus noster excogitavit hujusmodi laqueum: fecit naves